Læs artiklen

Det håber Kazuo Ishiguro, at hans nobelpris vil betyde

Det håber Kazuo Ishiguro, at hans nobelpris vil betyde

Den britiske forfatter Kazuo Ishiguro er modtager af Nobelprisen i litteratur 2017. Læs her hans reaktion på nyheden og bliv klogere på ham som forfatter.

»Det er en vidunderlig og helt uventet nyhed.«

Sådan reagerer forfatteren Kazuo Ishiguro på nyheden om, at han er valgt som modtager af Nobelprisen i litteratur 2017:

»Den kommer på et tidspunkt, hvor verden er usikker på sine værdier, sine ledere og sin sikkerhed. Jeg håber, at det, at prisen går til mig, vil – om end i lille skala – skubbe til de kræfter, der arbejder for det gode og for fred«.

Ishiguro blev født i Nagasaki i Japan i 1954, men er opvokset og uddannet i Storbritannien. Hans store gennembrud kom i 1989 med romanen RESTEN AF DAGEN, som han modtog Booker Prize for – den blev senere filmatiseret med Anthony Hopkins og Emma Thompson i hovedrollerne.

»En af de mest mystiske bøger, jeg har læst«

Om Kazou Ishiguros forfatterskab forklarer litterær direktør i Gyldendal, Johannes Riis, til Politiken:

»Hans romaner er rigtig litteratur. Han skriver altid lavmælt og nedtonet. Teksten er helt ligefrem, men alligevel er der noget, man ikke helt forstår. Romanerne rummer altid en eller anden hemmelighed, man ikke får svar på. Romanen, som på dansk hed KONCERTEN, er en af de mest mystiske bøger, jeg nogensinde har læst. Den er meget svær at få greb om, men alligevel er den blevet ved med at rumstere i mig« (læs hele artiklen her).

Et gennemgående træk i Ishiguros forfatterskab er førstepersonsfortælleren, der tænker tilbage. Ved hjælp af diskrete antydninger og udeladelser i teksten fornemmer man som læser de mange fortrængninger og forskydninger, der altid gennemsyrer en erindring og de fejl, som mennesker begår. I det hele taget er resignationen, det underspillede og det undertrykte – gerne med en historisk vinkel og et skarpt øje for noget »typisk britisk« – et tilbagevendende tema for ham.

Prisbelønnet forfatter

Foruden Booker Prize og Nobelprisen er Kazuo Ishiguro i 1995 blevet tildelt Order of the British Empire for sit bidrag til litteraturen. 

Gyldendal genoptrykker i Nobel-anledningen tre af Kazuo Ishiguros titler på dansk: VI FORÆLDRELØSE, RESTEN AF DAGEN og SLIP MIG ALDRIG. Hans seneste roman, DEN BEGRAVEDE KÆMPE, kan man finde (og læse et gratis uddrag af) her.

 

 

Redaktionen anbefaler: