Foto: Robin Skjoldborg

»Som Snyder siger: Det er nødvendigt at læse bøger. Som verden ser ud i disse dage, har det aldrig været mere nødvendigt«

»Som Snyder siger: Det er nødvendigt at læse bøger. Som verden ser ud i disse dage, har det aldrig været mere nødvendigt«

Læs her Johannes Riis’ tale til Gyldendals årlige efterårsreception – en af de begivenheder, der markerer begyndelsen på efteråret (og højsæsonen!) i bogbranchen. Johannes Riis er litterær direktør på Gyldendal.

Nok gentager historien sig ikke, men derfor kan man godt lære af den, skriver den amerikanske historiker Timothy Snyder i introduktionen til sin nye bog, Om tyranni, og med dette som afsæt opregner han tyve små, skarpe lærestykker til det 21. århundrede.

De tyve stykker er affødt dels af Snyders viden om det 20. århundrede, dels af den nuværende amerikanske virkelighed og de faresignaler i retning af tyranni og totalitarisme, Snyder mener at kunne aflæse her. De beskriver en situation, hvor borgerne får deres viden om verden og dens forfatning fra skærmen, dvs. som en todimensional tv-, twitter- og sociale medier-virkelighed og i et dertil hørende mere og mere forenklet og primitivt sprog: Stykkerne handler om fake news, om løgn og propaganda, om, hvad det kan føre til, og de er en opfordring til borgerne om ikke blot at være på vagt over for de truende tendenser, men også til at gå op imod dem, påtage sig ansvar for demokratiet og dets beståen; de handler om at forsvare de demokratiske institutioner.

Jeg vil her opholde mig lidt ved et enkelt af de tyve stykker, det, han kalder ”Vær god ved vores sprog.”

Her henviser han til de advarsler, forfattere som George Orwell og Ray Bradbury fremkom med for allerede 60-70 år siden. Han minder om, at de to forfattere forudså en verden, hvor magthaverne havde forstået sprogets magt og havde taget deres forholdsregler herudfra. Det totalitære regime i Orwells roman 1984 så fx sin interesse i, at ordbøgerne for hver ny udgave blev tyndere og tyndere, indeholdt færre og færre ord; i Bradburys Fahrenheit 451 rykkede brandvæsenet ud, ikke for at slukke brande, men for at brænde bøger, og verdenslitteraturen overlevede efterhånden kun i kraft af, at dens elskere lærte dens hovedværker udenad og kunne fortælle dem for hinanden, og hvem kan glemme slutsekvensen i Francois Truffauts filmatisering af bogen, hvor Julie Christie og Oskar Werner og mange andre går rundt i en skov i snevejr og hver for sig har deres identitet i kraft af at kunne genfortælle et af verdenslitteraturens hovedværker: Der går Anna Karenina, der går Don Quixote, der Stolthed og fordom, der Madame Bovary.

Tyranniet og totalitarismen ser en potentiel fare i litteraturen, og dét med god ret, mener Snyder, og hans pointe er, at vi skal læse bøger, hvis vi skal kunne stå op imod tyranni og totalitarisme. Ved at læse bøger kan vi tilegne os et sprog og en begrebsverden, der rækker ud over skærmens. For vi kan ikke nøjes med det sprog, magthaverne og medierne betjener sig af og gerne ser os stille os tilfredse med. Det sprog er ikke tilstrækkeligt, det reducerer vores evne til at opfatte virkeligheden, det gør den mindre, end den er, gør os dummere og lettere at manipulere med og føre bag lyset. Vi har brug for et større sprog, siger han, en videre referenceramme, et sprog, der rækker længere ud og kan gøre verden større for os, og jeg mindes Dario Fos skuespil i de gode gamle 70´ere, det, der hed Arbejderen kan 300 ord, arbejdsgiveren 1000 ord, derfor er han arbejdsgiver.

Som Snyder siger: ”Det kan godt være, at vi ikke kan undgå at sidde og glo på en skærm; men vi får ikke meget ud af den todimensionale verden, medmindre vi har adgang til et større åndeligt arsenal, som vi har udviklet andetsteds. Når vi blot gentager de samme ord og fraser som dem, der optræder i de daglige medier, accepterer vi fraværet af en større sammenhæng. At råde over en sådan sammenhæng kræver flere begreber, og flere begreber kræver læsning.”

Og hvad skal man så læse? Ja, enhver god roman, siger Snyder, skærper vores evne til at gennemskue flertydige situationer og til at bedømme andres hensigter, og han giver som eksempler på aktuelle skønlitterære titler Dostojevskijs Brødrene Karamazov, Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, Philip Roths Komplottet mod Amerika, og han nævner ikke-skønlitterære titler af bl.a. Hannah Arendt, Albert Camus, Victor Klemperer og George Orwell.

Vender vi blikket mod den aktuelle danske situation, ja, så har litteraturen i årevis været udsat for en tiltagende ligegyldighed fra de offentlige institutioners side, hvortil kommer iøjnefaldende og urovækkende bestræbelser på at ignorere litteraturens særegenhed, dens særlige kvaliteter og fri bevægelighed.

Disse bestræbelser kommer ikke alene fra politiske og religiøse fanatikere og mørkemænd, de kommer fra flere sider, fra helt uventet hold.

Fx proklamerer en københavnsk morgenavis – og lad os bare sige navnet: Det er Berlingske, det drejer sig om – Berlingske mener, at det er på høje tid at få omlagt kunstkritikken, herunder selvfølgelig også litteraturkritikken. Kulturdebatten har længe ligget med et slumretæppe over sig, og det er eksperternes skyld, forstår man. Iflg. avisens leder er det udtryk for en altmodisch og enstrenget opfattelse af kunst og kultur at lade den anmelde af fagfolk. Fra nu af skal bladets ”debattører” og ”kompetente meningsdannere” gøre sig kloge på litteratur, musik, teater, malerkunst. Det er altså en anden slags eksperter, der skal til, eksperter i debat og meninger, ikke eksperter i litteratur og det sprog, der er særegent for den.

Det kan ikke udelukkes, at der bag avisens beslutning ligger et oprigtigt ønske om at sætte lidt fut i fejemøget i kunst- og litteraturformidlingen og dermed få kunsten længere og bredere ud; men jeg er sikker på, at omsorgen for det litterære sprog, Snyder taler om, vil blive sorteper; avisens praksis siden omlægningen har allerede til overflod vist, hvad det hele går ud på: Nu skal der mobiliseres, nu skal kunsten inddrages i værdikampen. Vi skal have skilt fårene fra bukkene: Er en bog eller en ballet nu på den rigtige eller den forkerte side? Har den det korrekte politiske fortegn? Skulle den mon have tendens mod det røde eller det, der er værre, fx ”kulturradikal petting”, et nyt begreb, avisen introducerede her for nylig, og som unægtelig giver uappetitlige associationer.

Det er en grel instrumentalisering af kunsten, der er tale om, og jeg kommer uvilkårligt til at tænke tilbage på 70´erne, tilbage til dengang, jeg gik på universitetet i Aarhus og læste litteraturhistorie. Det var dengang, marxismen havde sat sig på dagsordenen på humaniora og ikke tøvede med at følge den. Dengang kom det ikke så meget an på at undersøge en teksts litterære kvaliteter; nej, der blev anlagt en politisk vurdering: Det hele gik ud på at finde ud af, om teksten var reaktionær eller progressiv. Selv med inddragelse af både Marx´ og Lenins meget faste forestillinger om kunstens rolle og ansvar kunne det sagtens være en besværlig og penibel manøvre at få afgjort, hvilken side af kridtstregen en tekst fik placeret sig på; men faldt analysen ud til fordel for, at teksten kunne spille en positiv rolle i klassekampen, så var den progressiv, og så var der tale om en god tekst. Konkluderede man derimod, at den ville trække i forkert politisk retning, ja, så var den reaktionær og dermed dømt ude.

Den praksis kan man sige meget om, men at den havde en frugtbar indvirkning på litteraturinteressen eller litteraturforståelsen nogen steder, har jeg stadigvæk til gode at få bevis på, og jeg tvivler meget på, at Berlingskes nye anmelderpraksis kommer til at gøre noget godt for litteraturforståelsen.

Ovenstående kritik er ikke et forsvar for de på den ene side meget akademiske, indforståede, snørklede anmeldelser og på den anden de private indtil intime undersøgelser af anmelderens interessante sjælelivs møde med kunsten skrevet med henblik på at gøre anmelderen klogere på sig selv. Det er en efterlysning af en kritikerpraksis, der fastholder, at litteratur skal behandles og anmeldes som litteratur, og som ud fra bl.a. Snyders forestillinger om litteraturens potentiale direkte og indirekte argumenterer for dens nødvendighed og uomgængelighed i dens egenskab af litteratur, litteratur, der kan sætte os i stand til bedre at begribe vores virkelighed i al dens kompleksitet. Kritikken skal omgås og behandle litteraturen i dens egenskab af litteratur, ikke reducere den til debatindlæg og meninger. Det er litteratur, vi taler om; og vi har brug for det sprog, det ekstra åndelige arsenal, den repræsenterer; det er det, der, som Snyder skriver, kan få os til at udvikle vores sans for nuancer og mangetydighed, for menneskelig mangfoldighed, gøre os interesserede i det, vi ikke kender, være med til at gøre os mere opmærksomme på vores omverden, herunder politisk ruste os mod manipulation og overgreb.

Det var én side, hvorfra litteraturens autonomi og særegenhed trues.

En anden side er endnu tættere på litteraturen selv.

Her i foråret udkom der en bog, der, også blandt forfatterens kolleger, vakte anstød som sjældent set, næppe siden Jørgen Leths historie om kokkens datter. I den pågældende bog gav forfatteren - også her rykker vi ud med navnet, hun hedder Christina Hagen - udtryk for, mente kritikerne, højst upassende opfattelser og meninger om mangt og meget, fx sorte mænd og deres angiveligt store fysiske fortrin i nærmere opgivne forbindelser.

Det viste sig at være forbudt område. Der blev reageret ikke alene med forfærdet forargelse, men med en afstandtagen, man ville have forsvoret kunne komme fra kunstnerside. Ingen forfatter er selvfølgelig forpligtet til at bevæge sig ind på og beskrive emner, der byder ham eller hende imod, et værks kvalitet afhænger ikke af dets evne til at støde an; men det må stå enhver forfatter frit for at tage fat på det prekære og begive sig ud i det, der ligger ham eller hende på sinde, også hvis det omfatter det grimme og ubehagelige, ubekvemme. Det kræver mod, og gør man det, risikerer man selvfølgelig at løbe ind i kritik, selvfølgelig gør man det; men det har til enhver tid været kunstens privilegium og særkende at kunne – og NB! ikke skulle - sætte sig ud over gældende konventioner og dekorum og tage læseren med ind på områder, hvor man kan risikere at blive både udfordret og krænket og forulempet. Sådan skulle det gerne blive ved med at være, - og uanset, hvor de kommer fra, dem, der vil det anderledes, og uanset hvem eller hvad de repræsenterer, skal vi være på vagt over for disse litteraturens linjevogtere, der griber til forargelse og udskamning, når de bliver præsenteret for noget, der byder dem imod. De vil ikke gøre noget godt for kunsten, de vil forlange den spændt for deres egne forestillinger om godt og ondt, og de vil bane vejen for andre linjevogtere med andre dagsordener; men litteraturen skal stimulere vores nysgerrighed, give os lyst til at få indblik i det fremmede, den skal åbne og udvide verden for os, ikke lukke og slukke for den.

Det er rigtigt, at litteraturen kan være vanskelig at have med at gøre.

Den kan være svær at tilegne sig, og den kan føre os steder hen, hvor vi ikke har spor lyst til at være; men derfor kan det godt være sundt for os at komme derhen og se, hvad der findes, og hvad der sker, og vi skal være en Timothy Snyder taknemlig for hans formaning til os om at være ”gode ved sproget”, som han siger, og det skal vi for vores egen skyld, det skal vi, fordi det sprog, vi kender fra tv, twitter, blogs og sociale medier ikke er stort nok, ikke rummeligt nok, ikke kan give os begreb om, hvor meget større verden er end det billede af den, de formår at give os.

Som Snyder siger: Det er nødvendigt at læse bøger. Som verden ser ud i disse dage, har det aldrig været mere nødvendigt.

Nyeste bøger fra Gyldendal

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

Iggy pop

Jan Poulsen

Tilføj til ønskeliste

Kollision

Gail McHugh

Tilføj til ønskeliste

Tyvens dagbog

Jean Genet

Tilføj til ønskeliste

The hate u give

Angie Thomas

Tilføj til ønskeliste

Brødrene classen

John Erichsen

Tilføj til ønskeliste

Living with vikings

Kirsten Weiss

Tilføj til ønskeliste

Fra i dag

Morten Søndergaard

Tilføj til ønskeliste

Basic

Erik Steffensen

Tilføj til ønskeliste

Gå glip

Svend Brinkmann

Tilføj til ønskeliste

Solo

Per Arnoldi

Tilføj til ønskeliste

Traveling

Peter Laugesen

Tilføj til ønskeliste

Sandheden om kræft

Ty Bollinger

Tilføj til ønskeliste

Akasha-arkivet

Sandra Anne Taylor

Tilføj til ønskeliste

Klassisk yoga

Erling Petersen

Tilføj til ønskeliste

Sandheden om sukker

Anette Sams

Tilføj til ønskeliste

Skyggemand

Jesper Clemmensen

Tilføj til ønskeliste

Jackdaw

Stuart David

Tilføj til ønskeliste

Bevæg dit liv

Mie Martha Moltke

Tilføj til ønskeliste

Til stranden

Peter Højrup

Tilføj til ønskeliste

Udenrigsminister

Per Stig Møller

Tilføj til ønskeliste

Kvote 2

Mads Holmbom

Tilføj til ønskeliste

Klassens frække elev

Egon Clausen

Tilføj til ønskeliste

Din sunde plan

Marie Louise Cramer

Tilføj til ønskeliste

Rynkekneppesygen

Peter Adolphsen

Tilføj til ønskeliste

Det nye tyske højre

Jesper Vind

Tilføj til ønskeliste

Ugudelighed?

Bente Hansen

Redaktionen anbefaler: