Læs artiklen

»Sandheden om et menneske findes ikke« - biografiforfatter Jens Andersen besvarer 6 skarpe

»Sandheden om et menneske findes ikke« - biografiforfatter Jens Andersen besvarer 6 skarpe

Biografier fænger, fortryller og oplyser. Men uanset hvor grundig forfatteren er, bliver billedet af hovedpersonen aldrig endegyldigt. Det mener Jens Andersen, forfatter til biografien UNDER BJÆLKEN om Danmarks Kronprins.

Gennem halvandet år har Jens Andersen interviewet Kronprins Frederik og et stort antal mennesker omkring ham, den nærmeste familie, vennerne og tronfølgerne i Norge og Sverige. Sammen har de rejst på landjorden og i luften, talt om livet og lyttet til den musik, der betyder så meget for Kronprinsen , og undervejs har Jens Andersen haft hovedet dybt i mediearkiverne og de uendeligt mange historier om den kongelige familie fra 1968 til i dag.

I november 2017 udkom så resultatet af den omfattende research og de mange snakke: Biografien UNDER BJÆLKEN. Her tegner Jens Andersen et personligt portræt af Kronprinsen, som kommer tættere på, end nogen forfatter tidligere har været. Men uanset hvor tæt man kommer på, kan sandheden om et menneske aldrig blotlægges helt – det er et af de fascinerende aspekter ved at arbejde med biografier, mener Jens Andersen.

Q: Hvad er den vigtigste ingrediens i en god biografi?

»En interessant hovedperson og en god fortæller. Som min første biografi-hovedperson, Thit Jensen, engang formulerede det i forhold til de vigtigste ingredienser i historiske romaner: ”Der skal to til at skrive en historisk roman. Den, der   skriver, og den , man skriver om«.

Q: Hvilke bøger og oplevelser har inspireret dig til at skrive biografier?

»Hele den magiskrealistiske bølge af litteratur fra Sydamerika og Sydeuropa  med dens frodige, forgrenede fortællemåde  var jeg meget optaget af i 1980’erne, og Gabriel García Márquez og José Saramagos forfatterskaber har haft betydning for min egen måde at skrive og fortælle på. Og så har hver eneste af mine biografiske livtag med forfattere som Thit Jensen, Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren smittet voldsomt af på mit sprog  og selvfølgelig også på mine tanker og opfattelse af, hvad kønnet, kærligheden, kunsten og livet er for størrelser«. 

Q: Har du i dit eget arbejde med biografer nogensinde oplevet, at historien viste sig at være en helt anden , end du havde forestillet dig, da du begyndte?

»Jamen, det sker jo hver gang! Noget af det første , jeg lærte, da jeg begyndte at skrive biografier for 25 år siden, var, at man i en biografisk proces aldrig må komme anstigende med en klart struktureret plan for, hvad biografien skal handle om, og hvor dens røde tråde skal føre hen og bindes sammen. Det bliver man straffet for, fordi der i det intense arbejde med det ofte enorme kildemateriale ligger en afgørende, forførende kraft, som ikke skal modarbejdes, men som man skal flyde med på. I arbejdet med min Tom Kristensen-biografi i 1991-92 havde jeg den overbevisning og intention, at det i hvert fald ikke skulle være nogen psykoanalytisk fortælling, men det viste sig så at være netop den drejning , arbejdet tog. Det ville stoffet – og hovedpersonen«.

Q: Sympati, fascination og nysgerrighed på en person er ofte brændstoffet, der driver arbejdet med en biografi frem. Men kan forfatterens sympati for hovedpersonen komme til at stå i vejen for en hudløst sandhedssøgende research og – i sidste ende – sandhedsværdien i bogen?


»Forførelsen er som sagt en central, bærende kraft og den evige udfordring i arbejdet med en biografi  . Uden den tiltrækningskraft, der kommer fra ens hovedperson, død eller levende, går det slet ikke. Og omvendt, lader man sig forblænde undervejs og overskride den nødvendige distance, så går det heller ikke. Ingen biografiforfatter kan være helt og aldeles objektiv, og subjektiviteten, som huser vores fantasi og forestillingskraft, kommer man selvfølgelig ikke uden om. For så vidt foregår der en konstant indre kamp mellem objektivitet og subjektivitet i en, mens man arbejder på en biografi. ”Hudløst sandhedssøgende research” tror jeg på  og bestræber jeg mig altid på, samtidig med at jeg er fuldkommen overbevist om, at man aldrig finder ”sandheden” om et andet menneske. Dertil er mennesket en alt for magisk, uregerlig størrelse«. 

Q: Tidligere har du skrevet biografier om H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. Hvad er forskellen på at skrive biografier om levende og afdøde?


»De levende kan man jo spørge og lytte til, de kan inspirere en direkte, face to face så at sige, ligesom de også kan blande sig mere end godt måske er, manipulere, holde mund eller stikke en løgn, hvis de vil. Jeg kan egentlig rigtig godt lide begge former for biografi, som for de levendes vedkommende jo rummer en masse interviews og samtaler med mennesker og derved gør den type biografi mere journalistisk end videnskabelig. Som nu bogen om Kronprins Frederik. Og så er der jo omvendt det, at man med de døde kan skue hen over en hel, afsluttet livsbane. Det giver nogle andre og mere klassisk litterære muligheder i selve formidlingen og fortælleformen. I begge tilfælde har man efter min mening pligt til at censurere sig selv som biografiforfatter, og jeg har altid lagt en beskyttende ring om mine hovedpersoner samtidig med , at jeg fremstiller deres sårbare punkter og svagheder. Her kan de levende jo selv sige fra og til, og derfor er ens ansvar ofte større med de døde, hvis allermest private efterladenskaber, man måske har adgang til  og kan bruge , som man vil, og netop derfor også har moralsk, etisk pligt til at behandle med omtanke og pli«.

Q: Hvilke perspektiver på kongehuset vil din nye bog give danskerne, som vi ikke havde i forvejen?

»Jeg tror, de fleste læsere af min bog vil opleve et dybt og vidt kig ind i en kronprins, der ikke er bange for særlig mange ting, og som ud over at være en frø- og jernmand har modet til at vise sin sårbarhed og svagheder frem. Og som fortsat er et intenst søgende, passioneret menneske, der insisterer på at holde nysgerrighedens og kærlighedens gryde i kog«.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Under bjælken

Jens Andersen

Redaktionen anbefaler: