Læs artiklen

Katrine Marie Guldager: Man skal modsige sig selv, det har man pligt til

Katrine Marie Guldager: Man skal modsige sig selv, det har man pligt til

Med BJØRNEN tager Katrine Marie Guldagers forfatterskab en ny drejning. Fra de store krøniker til en lille fortættet roman om en kvinde, der tager til de svenske skove for at rase ud alene – men finder alt andet end ro.

Hendes seneste romaner har været store fortællinger om slægter gennem flere generationer. 

Men i Katrine Marie Guldagers nye roman BJØRNEN lader hun ikke alene historien foregå nu og her, den har også et ganske lille tidsforløb på 11 dage og en jeg-fortæller i stedet for den alvidende fortæller, den godt 50-årige gymnasielærer Vibse. 
 
”Egentlig modarbejder jeg jo alle mine egne dogmer ved pludselig at skrive en jeg-fortælling, hvor alt er her og nu. Tidligere har det været meget vigtigt for mig at se individet i en større sammenhæng. I vores tid er der en tilbøjelighed til at tildele det enkelte individ hele ansvaret for, hvilket liv man får – du vælger selv! Men den tid man fødes ind i er jo også ret afgørende. Det tager lidt af vægten fra den enkeltes skuldre, synes jeg. Men man skal jo modsige sig selv, det har man pligt til. Og det har gjort mig godt. Jeg er jo ikke en maskine, og det er hårdt arbejde med de lange romaner, 1400-siders Køge-krønike, jeg ved ikke helt hvordan jeg havde kræfterne til det. Måske har jeg også savnet mit mere minimalistiske udgangspunkt.” 
 
Hvilken betydning har det haft for din skriveform at gå fra det store romanformat til det lille? Fra det store persongalleri til den ene fortællerstemme?
 
”Jeg er generelt skeptisk over for den lille fortællestemme, generelt er det alt for nemt at skrive en lille individualistisk historie, der ligger tæt op ad forfatteren selv. Hvor er det almene, hvor er samfundet, hvor er det spejl, vi andre kan bruge til noget? Men jeg holder også meget af den lille fortælling, og jeg tror, jeg vil skrive mere af den slags. Hvis jeg nogensinde får tid. Mit skrivebord er altid fuld af bunker.”
 
BJØRNEN begynder med, at Vibse forlader hjemmet i vrede og kører til familiens afsidesliggende hus i Värmland i Sverige for at rase ud. Alene. Men hun er også netop blevet fyret og har ikke fortalt det til sin mand fordi han ville være så pisseforstående (…) Jeg kan næsten høre ham sige: Se det positive skat. Nu har du tid til at gøre alt det, du har gået og drømt om. Vi kan rejse! Vi kan tage på museum! Sådan taler han. Jeg gentager: ikke til at holde ud.

 

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Bjørnen

Katrine Marie Guldager

Når man er vred, er man også mere modig, end man ellers ville være

Hvem er denne Vibse?
 
”Min mand sagde, at det virkede som om, det var første gang i sit liv, at Vibse gav sig selv lov til at være vred, og det tror jeg egentlig, han har ret i. For mig personligt betød det med at blive 50 en lang større rummelighed over for mig selv, tidligere skældte jeg altid ud på mig selv, når jeg blev vred. Så det var dobbelt skældud og dobbelt vrede. Men vrede er også godt. Vreden fortæller os, at vores grænser er blevet overskredet, at vores retfærdighedsfølelse for eksempel bliver krænket. Når man er vred, er man også mere modig, end man ellers ville være. Så jeg tror først, jeg har været klar til at skrive dette kvindeportræt nu. Også fordi jeg har en mand, der – fuldstændig som Bent – er meget accepterende overfor for hele mig. Det gør en kæmpe forskel.”
 
Moderskabet har en helt central rolle og betydning i ”BJØRNEN”, både Vibses forhold til sin datter Laura og – ikke mindst - til sin egen mor. Hvad er moderskabet for en størrelse? Det er som om, der skjuler sig en eller anden forbandelse? Kan man gøre sig fri af den? 
 
”Åh, ja moderskabet er fuld af faldgruber, hvad enten man har en mor, eller selv er mor! Men egentlig synes jeg, at den krise, Vibse gennemlever, hører til i den helt normale ende. Vi skal jo forlades af vores børn, når de flytter hjemmefra, og i det hele taget bliver man forladt af sine børn hver dag. De kan mere og mere, og de vil overgå en på alle måder. Og selv om de er ens største kærlighed, så er de også fremtiden, og dermed dem, der bebuder, at vores tid på et tidspunkt er forbi. Det er nok det, Vibse lige skal vænne sig til. Hun er ikke top-dog længere. Men det er også bare svært at slippe og indse, at der er så meget, man ikke kan beskytte sine børn mod. Det oplever jeg allerede med mine børn nu. De fortæller mig jo ikke alt.
 
Romanen handler også meget om familien, hvor faren dør, og Vibse forlader sin mor. Hvordan hænger en familie sammen? Som noget vi tilhører eller vælger? 
 
”Jeg synes egentlig ikke, at romanen handler så meget om den familie, Vibse kommer fra, men den er selvfølgelig et baggrundstæppe. Fordi hun beskæftiger sig med spørgsmålet om sin egen dødelighed, kommer hun også til at beskæftige sig med sine forældres. Med mindet om dem. For hvornår dør man? Når man fysisk dør, eller når mindet om én dør i andre?
 
Vibses ægtefælle – den forstående, altid støttende og positive Bent – har en stor andel både i hendes flugt og hendes selvopfattelse. ER han ”ikke til at holde ud” – ingeniørmanden, træmanden, praktikeren, den bløde mand?
 
”Bent er jo lidt ulidelig, fordi han er så sød, og intet er mere irriterende, når man selv er sur og gal og bitter. Det er som at se forelskede mennesker, når man lige er blevet skilt. Det kan være svært at rumme! Men jeg tror, han gør hende godt. Faktisk er hele romanen jo en slags kærlighedsroman mellem de to, for hun genfinder vel også kærligheden til Bent. Med tiden må man jo også lære at elske sin partners mørke sider. Folk er lette at elske, når de er unge og slanke og succesfulde, men hvad så når vi bliver gamle og tykke og bitre, kan vi så elske hinanden stadigvæk? Det synes jeg egentlig Bent og Vibse klarer meget godt.

Der er jo også en nabo i det svenske. Hvem er han, og hvorfor er han med?

”Ja, måske er han repræsentant for noget toksisk maskulint, havde jeg nær sagt. I hvert fald har hun ikke høje tanker om ham. Måske er han en side af Bent, som hun må leve med? Måske repræsenterer han det knap så charmerende ved den anden, som der jo altid er? Dog må man sige, at hun både skælder ud på mænd og kvinder. ”

Hvad er det for en natur, hun bevæger sig ud i, hvor der både er ulve, bjørne og musvitter? Hvad er det, hun opdager derude? Er det Gud eller sig selv? Eller noget helt andet?
 
”Jeg tror måske, hun opdager en slags taknemmelighed over, at hun overhovedet er til. Den Bjørn kunne jo slå hende ihjel, hvis den ville. Og alligevel findes vi, og det går trods alt ikke værre! Og hun får også reddet sin nabo. Først var hun sur over alt det, der var gået galt i Danmark, men til sidst er hun bare lykkelig over, at hun ikke er død. Det er jo også en slags livsperspektiv!”


Det er også en grotesk og humoristisk bog. Hvilken skriveenergi er der i at skrive oven på så vred en person?  

”Det er kun en god energi, hvis man også kommer ind bag det, vreden også skjuler, en sårbarhed, en sorg. For Vibse er vreden en klippe. Og kan hun opløse den? Det kan hun i hvert fald i glimt. Så snart hun har fået lov til at kæmpe lidt mod naturen, forsvinder vreden”.

 

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Bjørnen

Katrine Marie Guldager

Artikel

Katrine Marie Guldager: Jeg savner kvinder i litteraturen, som har lov til at være vrede

Hvad gør man, når man lige er blevet fyret fra sit job, manden er ulidelig, og den voksne datter flytter hjemmefra? Man drager selvfølgelig alene til den svenske ødemark i et forsøg på at få styr på sit kaos. I hvert fald hvis man er Vibse fra Katrine Marie Guldagers roman, BJØRNEN.

Læs artiklen her