Læs artiklen

Iben Mondrup: At være mor og far er forbundet med så mange forbudte følelser, at det halve kunne være nok

Iben Mondrup: At være mor og far er forbundet med så mange forbudte følelser, at det halve kunne være nok

Karensminde er Iben Mondrups fortsættelse af fortællingen om de tre søskende, som læserne mødte i den roste Godhavn fra 2014. En intens historie om en familie, »hvor ingen forstår rigtigt, hvorfor det går, som det går, og ingen kan eller vil gøre noget ved det«. 

I romanen Godhavn fra 2014 fulgte man over et år de tre søskende Bjørk på 7, Knut på 12 og Hilde på 15 i en tilflytterfamilie på den grønlandske vestkyst i 1980’erne. I Iben Mondrups aktuelle roman, Karensminde, er de tre søskende voksne og bor i Danmark. Deres forældre har netop bestemt sig for at følge efter for at komme tættere på børn og børnebørn og  for at omdanne den nedlagte gård Karensminde på Møn til en bed&breakfast. 

»Da jeg gik i gang med at skrive Karensminde, var det fordi jeg havde lyst til at være hos de samme mennesker, som jeg havde skrevet om i Godhavn«, siger Iben Mondrup.

»Det har været langt sværere for mig at skrive en fortælling, som foregår i Danmark end at skrive om Grønland. Grønland er jeg fortrolig med, jeg har selv løbet på klipperne, jeg kender alle lugtene og lydene, fordi jeg har sanset dem som barn«, siger Iben Mondrup. 

»Jeg lavede næsten ingen research for at skrive Godhavn, men jeg har måttet genbesøge Møn og Silkeborg mange gange for at kunne gøre stederne i Karensminde levende«, siger hun.

AT DØMME efter anmeldelserne af Karensminde, som udkom i efterårsferien, er det både lykkedes at gøre steder og personer levende. 

»Karensminde er, på sin egen, lavmælte facon, fuldstændig skånselsløs over for sine hovedpersoner, de tre søskende Hilde, Knut og Bjørk og deres forældre Karen og Jens«, mener Informations anmelder Tue Andersen Nexø.

»Romanens skikkelser og deres liv sammen føles umanerligt levende. De føles helt troværdige og samtidig helt uforudsigelige, som om der altid er et aspekt mere af dem. De liv føler man sig ramt af«, skriver han. 

Lillian Munk Rösing følger trop i sin fem-hjertede anmeldelse i Politiken:

»Ligesom i Godhavn udforsker Mondrup menneskenes indlejring i naturen og i hinanden. Flora og fauna er skiftet fra Grønland til Møn, men også rapsmarker, rønnealleer, klinter, høns, musvitter og kaniner formår Mondrup at væve sine personer ind i og gøre sanseligt nærværende for læseren«, skriver hun.

Også Weekendavisen er begejstret, og Berlingske fremhæver, at Karensminde er »en vidunderligt velskrevet, moderne familiefortælling«.

»Jeg betragter familien som den mindste udgave af det samfund, vi lever i«, siger Iben Mondrup.

»I familien har hvert familiemedlem gerne en rolle, som han eller hun må udfylde eller forsøge at ændre med de midler, som er til rådighed. Der hersker en orden, mere eller mindre demokratisk, hvor nogen har magten og leder an, og hvor der skal indgås kompromisser. Hvis ikke alle forstår, hvorfor de har den plads i systemet, som de har, eller de har mulighed for at forhandle sig til, eller måske bare vælge at indtage, en anden rolle, så kan der opstå spændinger, som i sidste ende kan true familiefreden – eller udløse valg, hvis vi ser det i samfundsperspektiv. Hvert enkelt må forstå sit eget ansvar for tingenes orden. Det er blandt andet den store udfordring for familien i Karensminde. Ingen forstår rigtigt, hvorfor det går, som det går, og ingen kan eller vil gøre noget ved det«, siger Iben Mondrup. 

I Godhavn er Bjørk den mest harmoniske og tillidsfulde, den frygtløse. I Karensminde derimod er det et helt andet billede, vi får af Bjørk – og det er hende, der fylder mest i romanen. Hvad er det for en person, Bjørk er blevet og hvorfor?

»Bjørk er stærk og umiddelbar i Godhavn, og man kan have en forestilling om, at det vil gå hende godt. Det gør det måske også – hvis hun slipper familien, som hun stadig forsøger at holde sammen på. Som sine søskende er hun optaget af, hvordan hun kan få ændret familiens indre dynamik. Og hun tror, at det kan ske ved, at familien finder sammen igen. Knut derimod vælger at investere hele sin energi i sin nye familie; i mine øjne den mest fornuftige løsning. Hilde vender familien ryggen og bliver på samme tid en slags offer for den«.

IBEN MONDRUP ser familien som en slags organisme, som først føder og siden holder på alle sine familiemedlemmer. Uanset hvordan vi hiver og slider for at komme ud af den, hænger vi fast i det fællesskab. 

»Man kan ikke, tror jeg, gøre sig fri af sin familie, men man kan finde fred med den og lade den være, som den er – på godt og ondt«.

»Hvis jeg skal sige, at Karensminde har en bestemt pointe, så kunne det være, at det sjældent giver mening at gå tilbage til familien for at forsøge at forstå de traumer, man bærer rundt på fra barndommen. I højere grad giver det mening at komme overens med dem, at leve med dem. Meget ofte viser det sig da også – når man selv får børn – at man får en langt større forståelse for de valg, ens egne forældre traf. Fordi man forstår de følelser, som lå til grund for valgene«, siger hun.

»At være mor og far er forbundet med så mange forbudte følelser, at det halve kunne være nok. Følelsen af at blive invaderet, få sin frihed indskrænket, miste sin kærestes opmærksomhed, lysten til at aflevere børnene tilbage til, hvor de kom fra, eller til at slå dem: den slags følelser. Ofte når vi ser sådanne tabuiserede følelser beskrevet i litteraturen, behandles de som et selvstændigt emne, eller de sættes i en sygelig ramme. Så er der måske tale om en mor, som har en fødselsdepression eller måske endda en psykose, og som derfor har disse forbudte tanker. Men i virkeligheden er følelserne helt almindelige, næsten alle har dem, de er ren og skær dagligdag, og mange flere burde være sig dem bekendt«.  

I disse autofiktionstider har du deltaget i debatten med en kronik i Politiken - At eje fortællingen om sig selv - og du har selv haft en barndom på Grønland med danske forældre, som du netop har skrevet om i dit bidrag til antologien Min barndom i Grønland. Hvor er du selv i alt det her - vil du kalde dine romaner for autofiktion?

»Mine romaner er ikke autofiktion. Som enhver anden forfatter bruger jeg mine egne erfaringer, men jeg bruger lige så gerne andres, og jeg er god til at finde på. Selvfølgelig er der ting i mine romaner, som min familie genkender. Men de ved godt, at jeg har skruet op for effekterne og har gjort de kedelige emner mere kulørte, dramatiske eller anspændte,« siger Iben Mondrup.

Iben Mondrups bøger

DET MENER ANMELDERNE OM KARENSMINDE

Lillian Munk Rösing i Politiken, fem hjerter

Elegant komponeret i glidende skift mellem tider, steder og bevidstheder. Godhavn indbragte Mondrup DR’s romanpris 2015 og blev en stor læsersucces. Jeg er sikker på, at læserne vil tage lige så godt imod Karensminde.

Merete Reinholdt, Berlingske, fem stjerner

Karensminde er rytmisk ro og kraftfuld melankolsk korsang i litterær form. Og så er den oven i købet pakket ind i et dragende smukt omslag af et korngult landskab og nøgne træer mod en efterårstung horisont. Bag det gemmer sig markmus, menneskene og et lille mesterværk.

Lars Bukdahl, Weekendavisen

[Iben Mondrup er] en af Danmarks betydeligste prosaister. […] Det smukke ved familieskildringen er, at den ikke er bastant eller moraliserende, men i stedet sanselig og musikalsk; personerne sanser og – hvad skal man kalde det – klinger sig på og fra hinanden; ældstebarnet Hilde har sanset og klinget sig helt væk, og det varer dramatisk længe – det er måske faktisk romanens største drama – før hendes bevidsthed kommer på banen omsider.

Tue Andersen Nexø, Information

Kærlighed er et alt for enkelt ord til at beskrive det forhold, de tre voksne børn har til hinanden og deres forældre, de er forbundne og slider alligevel hinanden i stykker. Det er virkelig stærkt skildret. […] Iben Mondrup kan noget med at skildre børn. Hun fanger deres rytme og tankers hastighed fuldstændigt rent og usentimentalt, og det uanset om hun skriver om Knuts tvillingedøtre, der ligesom myldrer gennem familiens liv, eller om de skolebørn, Bjørk er lærer for. De børn alene er værd at læse Karensminde for.

CV Iben Mondrup

Forfatter og billedkunstner (f. 1969). Cand.phil. fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Debuterede som forfatter i 2009 med romanen Ved slusen. Siden er udkommet En to tre – Justine (2012), Store Malene (2013) og Godhavn (2014), som blev nomineret til Læsernes bogpris, Weekendavisens Litteraturpris og DR Romanprisen, som bogen vandt. 24. oktober udkom Karensminde. Bosiddende på Vesterbro i København med sine to børn.

LINKS

www.ibenmondrup.dk