Læs artiklen
Uddrag

Mails fra underklassen: »Ja, jeg har tænkt mig at være en flue i velfærdssuppen«

Mails fra underklassen: »Ja, jeg har tænkt mig at være en flue i velfærdssuppen«

Forfatter Karina Pedersen lægger ikke fingrene imellem i beskrivelserne af det miljø, hun selv er rundet af. Læs 3 mails fra hendes Helt ude i hampen - mails fra underklassen her.

1

Ved du hvad, hendes far havde for vane – eller rettere uvane – at ringe til hende og sige „Du kan godt begynde at tage bukserne af, for nu kommer jeg og kn*pper dig.“ Det endte med at rable for hende, og det sidste jeg har hørt, er, at hun bor på en institution og er så medicineret, at hun hverken ved hvem hun selv eller andre er. Der havde vist været årelangt seksuelt misbrug i den familie – og i flere led – og hun var bestemt også et nervøst gemyt, men det er der vel ikke så meget at sige til. Jeg læste engang en bog om, hvordan børns barndom havde set ud de sidste mange hundrede år, og i den fortalte en læge, at når en far havde herpes på kønsorganerne, så havde børnene det ofte også om munden.  Incest er ikke nogen ny opfindelse, og det går nok – desværre – heller aldrig af mode. 

Angående mine skriverier, så er der selvfølgelig ting, som jeg ikke kunne finde på at nævne, og de ting tænker jeg altid på, når folk siger, at jeg udleverer min familie og bla bla bla. De skulle lige vide, hvad jeg kunne skrive. Oh la la. Men ja, jeg har tænkt mig at være en flue i velfærdssuppen. 

Jeg kom forresten til at tænke på en kvinde i kvarteret; hun var gift fem-seks gange, og flere gange holdt hun sit bryllup i Føtex bistro. Der sad de så, det nygifte par, og spiste dagens middag. I god underklasse-stil gik de bagefter hjem, drak sig fulde og kom op at slås. Det var også hende, der fik et barn, som hun ikke ville have noget med at gøre (og som blev passet af en af hendes eksmænd). Barnet var misbruger i en alder af 13, og hvis hun besøgte sin mor, åbnede moderen blot døren på klem og sagde „Det er ikke en god dag i dag“, hvorefter hun lukkede den igen. 

Jeg læste engang om en kvinde, der fandt en mand, som var dømt for misbrug af børn og derfor ikke måtte befinde sig blandt mindreårige, og da kvinden havde to hjemmeboende børn, gik hun hjem og bad børnene flytte. Gud forbyde, at underklassen skulle tage sig af sine børn, specielt når deres egne behov nu er så vigtige:-)

 

Det er en vildfarelse, hvis folk tror, at kriminalitet og dårlig adfærd ikke betaler sig. Det betaler sig rigtig godt ude i landets ghettoer:-)

2

Når jeg lukker øjnene, kan jeg også se kvarteret helt tydeligt; de store grimme gråhvide betonblokke og beboerne – samfundets mindst succesrige individer – der aldrig kan holde sig på dydens smalle sti:-)

Nu er min mor selvfølgelig underklasse par excellence, men hendes måde at gå på bliver mere og mere besynderlig. Hun ligner en, der moonwalker; blot fremad og ikke bagud som Michael Jackson. Jeg tænker på, om det skyldes hendes evige frygt for at skide i bukserne – en frygt der ofte bliver realiseret – og måske mest af alt er et resultat af årtiers misbrug af alkohol og medicin. Der er nok grænser for, hvad den menneskelige krop kan holde til, uden at den begynder at protestere. Ham folk kalder byens ældste misbruger, går næsten nøjagtig som min mor, og det samme gælder hende pusheren (hende med det røde hår, ikke hende den fede) fra de gamle blokke. Måske påvirker den form for misbrug benene? Who knows?

Det værste er dog, at det ikke kun er mig, som kan se mit barndomskvarter; det kan også se mig – eller rettere – det kan mit nummer. Jeg er så træt af, at min mor ringer hele tiden, men jeg nænner ikke at bede hende lade være. Tre opkald i dag. Nummerviseren er i stykker. Vi har ellers haft en lang periode, hvor vi ikke har talt sammen, men nu ringer hun igen – ofte flere gange om dagen. 

Den ene af gangene ringede hun for at fortælle, at Bror X vil begå et bankrøveri. Han vil ikke gøre det for pengenes skyld, men fordi han ønsker at komme i fængsel. Han er hjemløs og siger, at hvis han kommer i fængsel, så har han i det mindste tag over hovedet og mad på bordet. Et bankrøveri, begået med det formål at få tag over hovedet, åbner op for en interessant diskussion – faktisk flere. En af dem må handle om, hvorvidt indsatte i landets fængsler har det lidt for godt, når folk udefra forsøger at komme ind.

Ellers var det det sædvanlige; hendes lykkepiller hjælper ikke, hun har ondt alle vegne, og så er der også alle tankerne om hendes ulykkelige barndom.

Hvis der nogensinde bliver udleveret en pris for mangel på selvindsigt, så har min mor en god chance for at vinde den:-)

LINK: Læs mere om Helt ude i hampenklik her

3

Min mor ringede for at fortælle, at Bror X har stjålet alle hendes penge. Jeg fatter ikke, hvorfor hun lukker ham ind. Hun ved, at han stjæler! Jeg er begyndt at overveje, om hun faktisk ønsker, at nogen stjæler fra hende? Måske opfylder alle tyverierne et eller andet behov hos hende? Ønsker hun ubevidst at skabe omstændigheder, der gør, at hun kan fremstå som offer, eller ønsker hun at straffe sig selv? Vi har brug for Freud!

Noget andet jeg ikke vidste, er, at Bror X åbenbart kommer for at bede om de penge, som min mormor sender til hans fødselsdag – flere gange. Han kommer, spørger, og får dem. Et par dage efter møder han igen op for at bede om de penge, som han allerede har fået. Når min mor så siger, at han jo allerede har fået dem, bliver han så truende og ubehagelig, at hun giver ham dem en gang til. Det er en vildfarelse, hvis folk tror, at kriminalitet og dårlig adfærd ikke betaler sig. Det betaler sig rigtig godt ude i landets ghettoer:-)

Bror X havde også den uvane at møde op til jul alene for at gennemgå gaverne (jeg tror, at den er klassisk blandt misbrugere) for at se om nogle indeholdt kontanter – og med gennemgå mener jeg selvfølgelig flå gaverne op. Naturligvis også dem, som slet ikke var til ham. 

Jep. Han har stadig den samme kæreste. 

Hende min mor kun omtaler som en „fed og ulækker so“. Forresten blev den dreng du tænker på, fjernet hjemmefra. Dog kun i en kort periode og hans plejefamilie var bestemt heller ikke gode ved ham. Han måtte f.eks. kun få margarine på rundstykkerne, imens alle andre i familien måtte få rigtig smør. Forklaringen var, at han jo ikke „var et af deres egne børn“. Tænk at nogen har kunnet få sig selv til at behandle en lille dreng på den måde. Jeg har snart hørt så mange historier, hvor plejefamilien har været langt værre end børnenes biologiske familie, at min sympati for plejefamilier kan ligge på et meget lille sted. Min lillebrors plejefamilie tilhørte bestemt heller ikke kategorien – hvis den overhovedet findes – af gode plejefamilier, men det kan jeg altid fortælle om.

Der er forresten god terapi i de her skriverier, omend terapi også er et emne jeg egentlig er ret lunken overfor, men det kan vi altid snakke om. Jeg er helt flad. Godnat:-)

Læs mere om bogen her

Redaktionen anbefaler: