Læs artiklen

»Når sidste punktum er sat, er der stadig et pænt stykke igen«

»Når sidste punktum er sat, er der stadig et pænt stykke igen«

Martin Krogh Andersen er aktuel med sin fjerde roman - Harens øjne. Den skulle egentlig have heddet Somnambul, og da han gik i gang med at skrive, anede han ikke andet, end at den skulle handle om en dreng, der mødte en gammel mand.

Her går forfatteren baglæns for at finde begyndelsen på det hele.

Hvis vi er kommet vidt omkring i en samtale, kan det være sin sag, men en sjov udfordring at spole baglæns. Hvordan kom vi lige fra snørebånd til klimakrisen? Så følger vi ligesom i blinde led for led en kæde af tanker retur gennem tågen af associationer og emneskift. Det er ikke til at forudse, hvor man ender – eller begynder!

Jeg har forsøgt det med min roman Harens øjne. At rulle den baglæns, samtalen jeg førte med mig selv. Hvad var det, der satte den i gang? Hvad var det for nogle tanker, der tog mig i den retning? Jeg burde jo vide det, da jeg har skrevet bogen.

Men det er virkelig sin sag. »At skrive en roman er at sætte sig et mål, og så gå derhen i søvne,« skulle den britiske forfatter Lawrence George Durrell have sagt. Det har jeg læst hos Karl Ove Knausgård, så det er måske sandt. I hvert fald synes jeg, at det lyder rigtigt. Ser jeg tilbage på skriveprocessen, er den så diffus, at den godt kan minde om en drøm, som er vanskelig at gøre rede for.

Først en dreng

Jeg kan huske, at jeg ville skrive om en dreng, der møder en gammel mand. De skulle være fremmede for hinanden, jeg ville have drengen til at stille den gamle nogle spørgsmål. Det var det eneste, jeg vidste. Der skulle komme én med et nyt blik udefra og rode op i noget. Hvad dette noget var, havde jeg kun vage forestillinger om.

Efterhånden forstod jeg, at nogle familierelationer var gået helt skævt. I Harens øjne er der en fortid som vækkes af en dreng, som ingenting forstår. Med nysgerrighed famler han sig frem, ligesom forfatteren, der skrev om ham. Ligesom alle, der forsøger at finde mening på det sted, de er havnet.

I et led i tankerækken tvivlede jeg på, om vi mennesker forstår noget som helst! Børn er jo prisgivet voksnes forklaringer, samt luner og særheder. Uanset hvor tåbelig opdragernes verden er, vil barnet tage den til sig og acceptere den. Det er det tragikomiske vilkår, vi alle er underlagt. Men børn stiller spørgsmål. Det kan være udfordrende at svare.

Martin Krogh Andersen

Bøger lever af bøger

På et tidspunkt har jeg læst noget, som sendte mig i en anden retning. Sådan er det, bøger lever af andre bøger. At jeg skulle være inspireret af H.C. Andersens Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 vil min læser nok ikke kunne se, men der var noget i blandingen af virkelighed og drøm, som optog mig. Jeg vidste pludselig, at min dreng skulle gå i søvne!

Jeg troede endda på et andet tidspunkt, at fortællingen om ham skulle være én lang søvngængerudflugt, og indtil min gode redaktør fik rettet op på det, hed manuskriptet Somnambul, som er et ord for den trancelignende tilstand, søvngængeren går rundt i. Der er kommet lidt af det med i den endelige roman, hvor drengen sover med den gamles nathue på. En hue som indvirker stærkt på de drømme, den omslutter og måske endda fremkalder.

Hvis nogen skulle finde på at sige, at jeg er kommet sovende til romanen, vil jeg selvfølgelig protestere, men dele af den hviskede hovedpuden til mig, mens nyheder om flygtningestrømme og arkæologiske fund blandede sig med mine børns leg på en trampolin i haven. Harens øjne indeholder spor af det hele, jeg fulgte dem henad vejen og var til det sidste usikker på, hvordan mødet mellem drengen og den gamle ville ende.

Som at sende et brev

Godt, at romanen ikke skal læses bagfra. Læseren kan gå med mod slutningen, skridt for skridt i den rigtige retning. Jeg er selv via en lang redigering kommet på afstand af drengens nysgerrige famlen. Det tager sin tid at lave en bog. Når sidste punktum er sat, er der stadig et pænt stykke igen.

Det er lidt som at skrive et brev, der først skal sendes om et år – nu synes jeg, at det har ligget længe nok på mit bord. Uden at vide, hvem det er, glæder jeg mig til, at nogen modtager det. Hvis jeg skal supplere Durrell og Knausgård, vil jeg sige: At udgive en roman er som (med strittende morgenhår) at bære et brev hen til en tilfældig postkasse.

Kære læser, jeg er spændt på om mit brev ved et tilfælde ender hos dig, det håber jeg. Så må du gengælde harens stirrende blik og vågent følge drengen i søvne.

 

Find Martin Krogh Andersens bøger her:

Tilføj til ønskeliste

Harens øjne

Tilføj til ønskeliste

Fordømte aber

Tilføj til ønskeliste

Nærmere Elin

Tilføj til ønskeliste

Arsenalet

Redaktionen anbefaler: