Læs artiklen

Sverre Henmos DET ER BARE KÆRLIGHED er netop udkommet på dansk i Gyldendals SPURT-serie - en kort, men stærk roman om at sige fra. Romanen indeholder skarpe observationer af mennesker, miljø og relationer, gengivet i et nuanceret sprog med stor varme og fri for dramatiske dystopi-effekter. Anbefales til litteraturlæsning på 6.-7. klassetrin.

 

Af Camilla Skov Lund

For Jonathan er hver dag en kamp for at undgå sin voldelige storebror, som han føler sig magtesløs overfor. Men han får helt nye problemer, da hans bedste ven Axel en dag ringer på døren. Axel vil have ham til at blive kærester med Liva, så han selv kan få fat i hendes veninde. Selv om Jonathan kun er interesseret i den smukke Alina, lader han sig overtale. Jonathans konfliktsky natur, gode intentioner og halve sandheder får ham efterhånden helt derud, hvor der ikke er nogen vej tilbage …

Forelskelse med forviklinger er ikke usædvanlig i ungdomslitteraturen. Hos nogle forfattere bliver det pinligt grænsende til det ekstreme, men Sverre Henmo kalder ikke så ofte på latteren. Indimellem, jo, er der situationskomik, men det er ikke hans foretrukne udtryk. Alvor er derimod en tydeligere ingrediens i den nye ungdomsroman DET ER BARE KÆRLIGHED.

Komplikationer

Jonathan er sød, men det er en egenskab som vildleder ham. Han hader at skulle være kæreste med Liva, men får ikke gjort det forbi. Axel har ingen forståelse for Jonathans situation, og på hjemmefronten må Jonathan låse døren til sit værelse, for ikke at blive slået af sin storebror. Hvorfor siger han ikke noget til moren? Jonathan splittes af loyalitet i mange retninger.

 

Skiftende loyaliteter bliver en rød tråd i fortællingen. Hvordan kan man gøre nogen glad, når det vil såre andre? Jonathan tyr til hvide løgne, og når rygter opstår, får han ikke dementeret dem.

 

Det er omtanken for Axel, for Liva, for moren og til dels også storebror Trym som fører Jonathan ind i forstillelse og falskhed. Men hvorfor er han ikke ærlig tidligere? Alle med lidt livserfaring vil kunne genkende denne situation, hvor det kan synes lige håbløst at være ærlig som at spille med. Det går galt uanset hvad man gør. Den følelse har Henmo fanget, det klaustrofobiske klæber til Jonathan.

 

At finde sig selv

DET ER BARE KÆRLIGHED er en bog om forelskelse og forviklinger, og så er det selvfølgelig også en roman om at blive voksen, eller i hvert fald mere voksen. Jonathan erfarer, at ærlighed varer længst, om det er en visdom, det ikke altid er så let at praktisere. Ungdomsårene indebærer ofte den erkendelse, at man må finde sit ståsted og tage egne valg. Og dette indprenter Sverre Henmo os: Kærligheden kan man ikke spøge med. Ej heller venskab.

Sverre Henmo er en af Norges bedste forfattere af børne- og ungdomsbøger, og Henmos værker er en fast del af litteraturlæsningen i norske skoler. Især OP SOM EN LØVE - NED SOM ET LAM (2003) bruges meget, men flere norske lærere har også fået øjnene op for DET ER BARE KÆRLIGHED. En vigtig kvalitet ved en ungdomsroman er at skildre ungdomstiden, ikke som den fortoner sig set i bagklogskabens klare lys, men som den føltes, da man var midt i den. Og det er netop det, Sverre Henmo er så god til.

Bøger af Sverre Henmo

Tilføj til ønskeliste

Løb!

Sverre Henmo