Læs artiklen

»I min slægt har kvinderne altid været stærkere end mændene«

»I min slægt har kvinderne altid været stærkere end mændene«

Norske Britt Karin Larsens roste romanserie handler om folket i Finnskogen. De 3 første bind er allerede oversat til dansk – over de kommende år følger resten.

Egentlig havde Britt Karin Larsen kun planer om at skrive en enkelt bog om skovfinnerne.

»Men jo mere, jeg fandt ud af om historien og om deres traditioner, desto mere spændende blev det. Og læsernes begejstring gav mig modet til at fortsætte – jeg har ikke tidligere oplevet et så taknemmeligt publikum«, siger Britt Karin Larsen.

Hun endte med at skrive syv romaner i romanserien om folket i Finnskogen. Den første udkom i hjemlandet i 2009, den sidste i 2015.

I 2016 udkom  de to første, Der vokser et træ i Mostamägg og Himmelbjørnens skov, på dansk, og i begyndelsen af 2017 sendes tredje bind, Som stenen skinner, på gaden.

Slægtssagaen begynder i midten af 1800-tallet. Britt Karin Larsen fortæller om et samfund af fattige efterkommere af finske emigranter, skovfinnerne, der nogle århundreder forinden havde slået sig ned i de kæmpemæssige skovområder, der strækker sig langs begge sider af den sydlige norsk-svenske grænse.

»Kimen lå nok i mig helt fra barndommen. Min bedstemor, som jeg voksede op hos, var født på den svenske side af Finnskogen. Hun fortalte mig historier om området. Men hun sagde, at hun var svensk, hun fortalte aldrig, at hun var skovfinne. Den slags holdt man helst tæt med, når man var flyttet til landsbyen eller helt ind til byen«, siger Britt Karin Larsen.

Hun fortæller, at det først var længe efter, at bedsteforældrene var døde, at hun fandt ud af, at de var af skovfinsk herkomst.

»Men min nysgerrighed blev for alvor vækket, og jeg har siden opsøgt stierne og stederne i Finnskogen, hvor de har boet«, siger den 71-årige forfatter.

Skovfinnerne dukkede op i skovene på invitation. I 1500-tallet ønskede de svenske myndigheder at befolke de øde områder ind mod den norske grænse og inviterede folk fra Savo i det østlige Finland til at bosætte sig.

Mange sagde ja, fordi deres eget område var præget af krige, uro og nød. Og ankommet til de svenske skove gik der kun få år, før savolakserne vandrede over den norske grænse og også bosatte sig der.

Skovfinnerne havde ry for altid at lugte lidt af røg. Årsagen var det landbrugssystem, de havde forfinet gennem århundreder. Skovfinnerne benyttede sig af det såkaldte svedjebrug, som indebar, at store områder granskov blev fældet og brændt af og afgrøder efterfølgende sået i den endnu askevarme jord.

»Det var særligt en slags rug, skovfinnerne såede i asken. Røgen fra de store svedjer skabte frygt og var fremmedartet for nabofolkene i området. Og skovfinnerne havde særlige røgstuer uden piber og bare en lille låge til at lufte ud med, og det er derfor, det blev sagt om dem, at de altid lugtede af røg«, siger Britt Karin Larsen.

»Folket i Finnskogen er altid blevet set lidt ned på af resten af befolkningen, selv om de skovfinner, der kom først og kunne vælge de bedste steder, ofte anlagde store gårde. Det med, at de ikke blev anset for ligeværdige med nordmænd, har formentlig haft betydning for, at der aldrig blev talt om det hjemme hos mig, selv om min bedstemor af og til lod et finsk ord falde. Det var først, da jeg for ti år siden købte en finsk-norsk ordbog, at jeg forstod, det var finske ord«, siger Britt Karin Larsen.

I Britt Karin Larsens romanserie er det den unge kvinde Lina, vi først støder på. Hun går omkring i skoven med sit nyfødte barn i armene efter at være flygtet fra tjenestegården.

Hun støder ind i den fåmælte og berygtede bjørnejæger Taneli, og vi følger det umage pars kamp for at bygge en tilværelse op.

Menneskeliv er generelt ikke i høj kurs i 1800-tallets Finnskogen, og naturens luner er potentielt dødbringende.

»Mit eget forhold til naturen under min opvækst var, at det var en arbejdsplads, hvor man fældede træer og hentede brænde og materialer eller plukkede bær. Først som voksen blev jeg interesseret i den, og jeg fik efterhånden en kærlighed til træer, som jeg også så hos min bedstemor – mange træer er jo hellige for skovfinnerne. Og jeg har aldrig selv kunnet bo i en by. Jeg bor dog ikke midt i skoven, snarere i udkanten af den, i en gammel landkøbmandsejendom«.

Britt Karin Larsen er ikke med på at sætte en etiket på Finnskogen-serien som værende ’eksistentielt brutal’.

»Brutal? Jeg forstår ikke. Mange lever et hårdt liv, men det er da også fuldt af varme«, siger hun.

I centrum af fortællingen står en stribe stærke kvindefigurer.

»I min slægt har kvinderne altid været stærkere end mændene. Nogen måtte jo tage sig af børnene og arbejdet, når mændene drak sig fulde. Når kvinderne har vist sig svage, har det altid været på grund af kærligheden«, fortæller Britt Karin Larsen, der også bemærker, at romanserien udelukkende er befolket af fiktive personer, men mange af historierne har paralleller i det virkelige liv.

»Der var flere præster i skovene, der havde alkoholproblemer, og mange knivdrab skete i fuldskab mellem gode venner, som i ædru tilstand aldrig ville have gjort hinanden noget ondt«, siger hun.

Serien om skovfinnerne er blevet rost til skyerne i Norge og udgives over de kommende år på dansk på Gyldendal. 

Find bøgerne om folket i Finnskogen her

Tilføj til ønskeliste

Det synger i løvet

Tilføj til ønskeliste

Før sneen kommer

Tilføj til ønskeliste

Som stenen skinner

Tilføj til ønskeliste

Himmelbjørnens skov

Tilføj til ønskeliste

Der vokser et træ i Mostamägg

Redaktionen anbefaler: