Læs artiklen
Gratis smagsprøve

»Jeg blinker tårerne væk. Der er blod på mit lår, og latteren runger i ørerne«

»Jeg blinker tårerne væk. Der er blod på mit lår, og latteren runger i ørerne«

Læs her et gratis uddrag af Det dybe vand - en roman af forfatteren Paula Hawkins, du måske kender fra bestsellersucessen Kvinden i toget.

Jules

Der var noget, du ville fortælle mig, var der ikke? Hvad var det, du forsøgte at sige? Jeg føler, at jeg slap denne samtale for lang tid siden. Jeg mistede interessen. Jeg tænkte på noget andet, på at komme videre. Jeg lyttede ikke. Jeg fulgte ikke med. Men nu har du min fulde opmærksomhed. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at jeg måske er gået glip af nogle vigtige pointer.

Da de kom for at fortælle mig det, blev jeg vred. Først lettet, for når to politibetjente dukker op på ens dørtærskel, netop som man leder efter sit rejsekort for at tage på arbejde, frygter man det værste. Jeg frygtede for mennesker, jeg holder af – mine venner, min ekskæreste, de mennesker, jeg arbejder sammen med. Men det handlede ikke om dem, sagde de, det handlede om dig. Så jeg blev lettet, et kort øjeblik. Så fortalte de mig, hvad der var sket, hvad du havde gjort. De fortalte mig, at du var blevet fundet i vandet, og så blev jeg vred. Vred og bange.

Jeg tænkte på, hvad jeg ville sige til dig, når jeg nåede dertil – at jeg vidste, du havde gjort det for at ramme mig, ryste mig, skræmme mig, for at skabe kaos i mit liv. Og voila, Nel, det er lykkedes: Hér står jeg, det sted, jeg aldrig ønskede at vende tilbage til, og skal passe på din datter og rede det her forbandede roderi ud.

MANDAG DEN 10. AUGUST

Josh

Noget vækkede mig. Jeg stod op for at gå på toilettet, og jeg lagde mærke til, at mor og fars dør stod åben, og da jeg så efter, så jeg, at mor ikke lå i sengen. Far snorkede som sædvanlig. Vækkeuret viste 04:08. Jeg tænkte, hun måtte være nedenunder. Hun har svært ved at sove. Det har de begge to nu, men han tager piller, der er så stærke, at man kan stå lige ved siden af ham og skrige ham ind i øret, uden at han vågner.

Jeg listede mig lige så stille nedenunder, for normalt sker der det, at hun tænder for fjernsynet og ser de der virkelig kedelige reklamer for maskiner, der skal hjælpe en med at tabe sig eller vaske gulvet eller hakke grønsager på hundrede forskellige måder, og så falder hun i søvn. Men der var ikke tændt for fjernsynet, og hun lå ikke på sofaen, så jeg vidste, hun måtte være gået ud.
Hun har gjort det nogle få gange før – i hvert fald som jeg kender til. Jeg kan ikke holde øje med, hvor alle er hele tiden. Første gang fortalte hun mig, at hun var gået en tur for at samle tankerne, men der var en anden morgen, hvor jeg vågnede op, og hun var væk, og da jeg så ud ad vinduet, kunne jeg se, at hendes bil ikke stod parkeret udenfor, hvor den plejede at stå.

Jeg tror nok, hun går en tur ved floden for at besøge Katies grav. Det gør jeg også nogle gange, men ikke midt om natten. Jeg ville være bange for mørket, og det ville også gøre mig underligt tilpas, for det var det, Katie selv gjorde: Hun stod op midt om natten og gik ned til floden og kom aldrig tilbage igen. Jeg forstår godt, hvorfor hun gør det: Det er det tætteste, mor kan komme på Katie nu, bortset måske fra at sidde inde på hendes værelse, hvilket er noget andet, jeg ved, hun nogle gange gør. Katies værelse ligger lige ved siden af mit, og jeg kan høre mor græde.

Jeg satte mig på sofaen for at vente på hende, men jeg må være faldet i søvn, for da jeg hørte døren gå, var det blevet lyst udenfor, og da jeg så på uret på kaminhylden, var klokken kvart over syv. Jeg hørte mor lukke døren bag sig, og så løb hun op ad trappen.

Jeg fulgte efter hende. Jeg stod uden for soveværelsesdøren og kiggede ind ad dørsprækken. Hun lå på knæ ved siden af min far, og hun var helt rød i hovedet, som om hun havde løbet. Hun hev efter vejret og sagde: „Alec, vågn op. Vågn op,“ og hun ruskede i ham. „Nel Abbott er død,“ sagde hun. „De fandt hende i vandet. Hun sprang.“

Jeg husker ikke at have sagt noget, men jeg må have udstødt en lyd, for hun så op på mig og kom vaklende op at stå.
„Åh, Josh,“ sagde hun og kom hen til mig, „åh, Josh.“ Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun knugede mig ind til sig. Da jeg vristede mig fri, græd hun stadig, men hun smilede også. „Åh, min skat,“ sagde hun.

Far satte sig op i sengen. Han gned øjnene. Det tager ham en evighed at vågne rigtigt op.

„Jeg forstår ikke. Hvornår … mener du i går aftes? Hvordan ved du det?“

„Jeg gik ud for at købe mælk,“ sagde hun. „Alle snakkede om det … i butikken. De fandt hende her til morgen.“ Hun satte sig ned på sengen og begyndte at græde igen. Far holdt om hende, og han havde et underligt udtryk i ansigtet.

„Hvor gik du hen?“ spurgte jeg hende. „Hvor har du været?“

„I butikken, Josh. Det har jeg jo lige sagt.“

Du lyver. Jeg havde lyst til at sige: Du har været væk i timevis, du gik ikke bare ud efter mælk. Jeg havde lyst til at sige det, men jeg kunne ikke, for mine forældre sad på sengen og så på hinanden, og de så lykkelige ud.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Det dybe vand

Paula Hawkins

TIRSDAG DEN 11. AUGUST

Jules


Jeg husker: bagsædet af autocamperen, puder stablet op på midten for at markere grænsen mellem dit territorium og mit. Vi kørte til Beckford på sommerferie, og du var rastløs og spændt – du glædede dig sådan – jeg var grøn i hovedet af køresyge og forsøgte bare at lade være med at kaste op ud over det hele.

Jeg huskede det ikke bare, jeg følte det. Jeg følte den samme kvalme denne eftermiddag, sammensunken over rattet som en gammel dame. Jeg kørte hurtigt og elendigt, svingede ud midt på vejen i svingene, trampede alt for hårdt på bremsen og rettede totalt overkorrekt ind ved synet af modkørende biler. Jeg havde den der ting, den følelse, jeg får, når jeg ser en hvid varevogn komme ræsende mod mig på en af de smalle veje, og jeg tænker, jeg svinger ud til siden, jeg gør det, jeg drejer lige ud i dens bane, ikke fordi jeg vil det, men fordi jeg bliver nødt til det. Som om jeg i sidste øjeblik vil miste min frie vilje. Det er ligesom den følelse, man får, når man står på kanten af en høj klippe eller på kanten af togperronen, og man føler sig draget af en usynlig hånd. Hvad nu, hvis? Hvad nu, hvis jeg bare trådte et skridt frem? Hvad nu, hvis jeg bare drejede rattet?

(Du og jeg er ikke så forskellige, når det kommer til stykket).

Det, der slog mig, var, hvor godt jeg husker. Alt for godt. Hvorfor kan jeg huske ting, der skete, da jeg var otte år gammel, når det er komplet umuligt at komme i tanke om, hvorvidt jeg huskede at foreslå mine kolleger at flytte et møde i næste uge? Det, jeg gerne vil huske, kan jeg ikke, og det, jeg prøver så indædt at glemme, bliver bare ved med at poppe op. Jo nærmere jeg kom Beckford, jo mere trængte den sig på, fortiden flaksede frem mod mig som spurvene i hækken, opskræmmende og umulig at undgå.

Al denne frodighed, dette ubeskriveligt grønne, tornbladbuskenes syregule lys på bakkerne, det brændte sig ind i min hjerne sammen med en strøm af erindringer: Far, der bar mig, sprællende og skrigende af fryd, ud i vandet, da jeg var fire eller fem år gammel; dig, der springer i floden fra klipperne og klatrer højere og højere op for hver gang. Madkurv på den sandede brink ved bredningen, smagen af solcreme på tungen; at fange fede, brune fisk i det dvaske, mudrede vand neden for møllen. Dig, der kommer hjem med blodet løbende ned ad benet, efter at du har fejlvurderet et af dine spring. Du bed tænderne sammen om et viskestykke, mens far rensede såret, fordi du ikke ville græde, ikke for øjnene af mig. Mor i lyseblå solkjole, barfodet i køkkenet. Hun koger grød til morgenmad, og hendes fodsåler er mørke, rustbrune. Far, der sidder på flodbredden og tegner. Senere, da vi var ældre, dig i cowboyshorts med bikinitop under T-shirten. Du sniger dig ud for at mødes med en fyr. Ikke en hvilken som helst fyr, fyren. Mor, tyndere og skrøbeligere, der sover i lænestolen i dagligstuen. Far, der forsvinder ud på lange ture med præstens plumpe, blege kone med solhatten på. Jeg husker et spil fodbold. Varm sol på vandet, alles blik hviler på mig. Jeg blinker tårerne væk. Der er blod på mit lår, og latteren runger i ørerne. Jeg kan stadig høre den. Og nedenunder det hele lyden af strømmende vand.

Jeg var så fordybet i det vand, at jeg ikke opdagede, at jeg var fremme. Jeg var der, midt i byen; det ramte mig så pludseligt, som om jeg havde lukket øjnene og var blevet transmogriffet til stedet, og inden jeg vidste af det, kørte jeg langsomt gennem de smalle gader, der var fulde af firehjulstrækkere. En tåge af rosa sten i randen af synsfeltet, mens jeg kørte mod kirken og den gamle bro, forsigtig nu. Jeg holdt blikket på asfalten foran mig og forsøgte at lade være med at se på træerne og floden. Forsøgte at lade være med at se, men kunne ikke.

Jeg trak ind til siden af vejen, slukkede for motoren og så op. Der var træerne og stentrappen, grøn af mos og forræderisk glat efter regnen. Jeg fik gåsehud over det hele. Jeg huskede en iskold regn, der slog mod asfalten, gnistrende blå lyn, der konkurrerede med gadelygterne om at oplyse floden og himlen, dampskyer af ånde foran de paniske ansigter, og en lille dreng, spøgelsesagtigt bleg og rystende, der blev ført op ad trappen til vejen af en kvindelig politibetjent. Hun knugede hans hånd, og hendes øjne var store og forvildede. Hun drejede hovedet fra side til side, som om hun kaldte på nogen. Og jeg mærker atter den rædsel og fascination, jeg følte den aften. Jeg hører atter dine ord for mig: Hvordan mon det føles? Kan du forestille dig det? At se ens mor dø?

Jeg så væk. Jeg startede bilen og kørte ud på vejen igen, hen over broen, hvor vejen drejer. Jeg kiggede efter afkørslen – første til venstre? Nej, ikke den, den næste. Der lå det, det store gamle, brune stenmonstrum, The Mill House. Jeg havde gåsehud og koldsved, og mit hjerte hamrede foruroligende hurtigt. Jeg styrede bilen gennem den åbne port og ind ad indkørslen.
Der stod en mand og kiggede på sin mobil. En politimand i uniform. Han trådte hurtigt hen til bilen, og jeg rullede ruden ned.

„Jeg hedder Jules,“ sagde jeg. „Jules Abbott? Jeg er … hendes søster.“

„Åh.“ Han så forlegen ud. „Ja. Klart. Selvfølgelig. Hør,“ han kastede et blik tilbage på huset, „der er ikke nogen her lige nu. Pigen … din niece … hun er her ikke. Jeg ved ikke helt, hvor …“ Han fiskede radioen frem fra bæltet.

Jeg åbnede døren og steg ud. „Er det i orden, hvis jeg går ind i huset?“ spurgte jeg. Jeg så op mod det åbne vindue i det, der plejede at være dit værelse. Jeg kunne stadig se dig for mig, siddende i vindueskarmen med fødderne dinglende udenfor. Svimlende.

Politimanden så usikker ud. Han vendte sig bort fra mig og sagde lavmælt noget i radioen, inden han atter vendte sig mod mig. „Ja, det er i orden. Du kan godt gå ind.“
Jeg gik op ad trappen i blinde, men jeg hørte vandet og lugtede jorden, jorden i husets skygge, under træerne, de steder, solen aldrig kom, den skarpe lugt af rådnende blade, og lugten sendte mig tilbage i tiden.
Jeg skubbede fordøren op og ventede halvt om halvt at høre min mors stemme ude fra køkkenet. Uden at tænke over det vidste jeg, at jeg skulle skubbe til døren med hoften dér, hvor den skraber mod gulvet. Jeg trådte ind i entréen og lukkede døren bag mig. Mine øjne kæmpede for at fokusere i mørket, og jeg gøs i den pludselige kulde.

I køkkenet stod egetræsbordet skubbet op mod vinduet. Det samme? Det lignede, men det var umuligt, stedet havde skiftet ejere for mange gange siden dengang. Jeg kunne finde ud af det, hvis jeg kravlede ned under det og ledte efter de mærker, du og jeg lavede dér, men bare tanken gav mig hjertebanken.

Jeg husker den måde, lyset ramte det om morgenen, og hvordan man, hvis man sad til venstre, vendt mod det store komfur, kunne se den gamle bro, perfekt indrammet. Så smukt, bemærkede alle om udsigten, men de så den ikke rigtigt. De åbnede aldrig vinduet og lænede sig ud, de så aldrig ned på hjulet, der stod og rådnede, de så aldrig forbi sollyset, der spillede i vandoverfladen, de så aldrig, hvad vandet virkelig var, sortgrønt og fuldt af levende og døende ting.

Ud af køkkenet, ud i gangen, forbi trappen, dybere ind i huset. Det ramte mig så pludseligt, at det overvældede mig, de enorme vinduer ud mod floden – nærmest ud i floden, som om vandet ville strømme ind over det brede karnapsæde under vinduerne, hvis man åbnede dem.

Jeg husker. Alle disse somre, mor og jeg, der sad på det karnapsæde med puder bag ryggen, fødderne oppe, tæerne, der næsten rørte hinanden, når vi sad der med vores bøger på knæene. En tallerken med snacks et sted, selvom hun aldrig rørte dem.

Jeg kunne ikke holde ud at se på det. Det gjorde mig syg om hjertet og desperat at se det sådan der igen.Væggene var blevet afpudset, så man kunne se de nøgne mursten indenunder, og hele sceneriet var lige dig: ægte tæpper på gulvene, tunge ibenholtsmøbler, store sofaer og læderstole og alt for mange stearinlys. Og overalt vidnesbyrd om dine besættelser: store indrammede plakater med Millais’ Ofelia, smuk og fredfyldt med åbne øjne og mund og blomsterbuket i hånden. Blakes Hekate, Goyas Heksesabbat og hans Druknende hund, som jeg særligt hader – det arme dyrs kamp for at holde hovedet oppe over den svulmende flod.

Jeg kunne høre en telefon ringe. Det lød, som om lyden kom fra neden under huset. Jeg fulgte lyden gennem dagligstuen og ned ad en trappe – jeg tror, der plejede at være et pulterkammer dér, fuldt af ragelse. Det blev oversvømmet et år, så alting blev dækket af dynd, som om huset gik i ét med flodlejet.

Jeg trådte ind i det, der var blevet til dit arbejdsværelse. Det var fuldt af kameraudstyr, skærme, lamper, lysbokse, en printer, papirer og bøger og mapper i stakkevis på gulvet og i arkivskabe langs væggen. Og billeder, selvfølgelig. Dine fotografier dækkede hver eneste centimeter af væggene. For det utrænede øje kunne det se ud, som om du var vild med broer: Golden Gate, Yangzi-broen i Nanjing, Prince Edward-viadukten. Men ved nærmere eftersyn handler de billeder ikke om broerne, de handler ikke om kærlighed til disse ingeniørmæssige mesterværker. Ser man nøjere efter, opdager man, at det ikke bare er broer. Det er også kalkklippen Beachy Head, Aokigahara-skoven, Prædikestolen i Norge. Det er de steder, hvor mennesker uden håb går hen for at gøre en ende på det hele, fortvivlelsens katedraler.

Lige over for døren, billeder af Druknedybet. Om og om og om igen, fra enhver tænkelig vinkel, fra ethvert tænkeligt udsigtspunkt: Bleg og tiliset om vinteren, klippen er nøgen og sort; eller tindrende lys om sommeren, en oase, frodig og grøn, eller mat flintgrå med uvejrsskyer ovenover, om og om og om igen. Billederne flyder sammen til ét; et svimlende stormløb mod blikket. Jeg følte det, som om jeg var der, på stedet, som om jeg stod på toppen af klippen og så ned i vandet og mærkede den frydefulde gru, glemslens fristelse.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Det dybe vand

Paula Hawkins

Nickie

Nogle af dem gik frivilligt i vandet, andre gjorde ikke, og hvis man spurgte Nickie – ikke at nogen kunne finde på det, det var der aldrig nogen, der gjorde – så kæmpede Nel Abbott imod. Men der var ingen, der spurgte hende, og ingen ville lytte til hende, så det nyttede ikke, at hun sagde noget. Specielt ikke til politiet. Selv hvis hun ikke havde haft sine problemer med dem tidligere, kunne hun ikke gå til dem. Alt for farligt.
Nickie havde en lejlighed lige over købmandsbutikken, faktisk bare et værelse med tekøkken og et badeværelse, der var så lillebitte, at det næsten ikke fortjente at kaldes et badeværelse. Ikke noget at snakke om, ikke meget at have fået ud af et helt liv, men hun havde en magelig lænestol ved vinduet med udsigt over byen, og det var der, hun sad og spiste og også sov nu og da, for hun sov ikke så meget længere, så det virkede lidt nytteløst at gå i seng.

Hun sad og så folk komme og gå, og hvis hun ikke så, så fornemmede hun. Allerede inden de blå lys var begyndt at blinke over broen, havde hun fornemmet noget. Hun vidste ikke, det var Nel Abbott, ikke i begyndelsen. Folk har det med at tro, at den synske ser tingene krystalklart, men så enkelt er det ikke. Hun vidste bare, at en eller anden igen var endt i vandet. Hun sad i mørket og fulgte med. En mand med nogle hunde kom løbende op ad trappen, så kom der en bil; ikke en rigtig politibil, bare en almindelig bil, mørkeblå. Vicekriminalkommissær Sean Townsend, tænkte hun, og hun havde ret. Han og manden med hundene gik ned ad trappen igen, og så kom resten af udrykningen med blinkende lys, men uden sirener. Der var ikke brug for sirener. Det hastede ikke.
Da solen var stået op i går, var hun gået ned efter mælk og avisen, og alle snakkede, alle sagde: endnu en, den anden i år, men da de sagde, hvem det var, da de sagde, at det var Nel Abbott, vidste Nickie, at det her ikke var ligesom med den første.

Hun havde næsten lyst til at gå over til Sean Townsend og fortælle ham det på stedet. Men selvom han var en flink og høflig ung mand, så var han stadig strømer, og sin fars søn, og man kunne ikke stole på ham. Nickie ville slet ikke have overvejet det, hvis det ikke var, fordi hun havde et blødt punkt for Sean. Han havde selv været igennem en tragedie, og guderne måtte vide hvad bagefter, og han havde været flink – han var den eneste, der var venlig mod hende, dengang hun selv blev anholdt.

Anholdt igen, for nu at være helt ærlig. Det var ved at være noget siden, seks eller syv år. Hun havde næsten opgivet det hele efter sin første dom for bedrageri. Hun havde holdt sig til nogle få stamkunder og så hele hekseflokken, som kom nu og da for at ære Libby og Mary og alle vandets kvinder. Hun læste lidt tarotkort, holdt et par seancer i sommerens løb; indimellem blev hun bedt om at kontakte en slægtning eller en af dem fra vandet. Men hun havde ikke falbudt sine tjenester i lang tid.

Men så skar de i understøttelsen igen, og Nickie måtte opgive sin semipensionisttilværelse. Med hjælp fra en af de frivillige damer på biblioteket lavede hun en hjemmeside, hvor hun tilbød læsninger for 15 pund per halve time. Det var et godt tilbud – hende Susie Morgan fra fjernsynet, som var lige så synsk som Nickies røv, tog 29,99 pund for tyve minutter, og så kom man ikke engang til at tale med hende, kun med en fra hendes ’spirituelle team’.

Hun havde kun haft hjemmesiden kørende i nogle få uger, da hun atter blev meldt til politiet af en embedsmand fra Forbrugerstyrelsen for ikke at have forsynet hjemmesiden med den ifølge forbrugerbeskyttelsesloven fornødne ansvarsfraskrivelse. Forbrugerbeskyttelsesloven! Nickie sagde, at hun ikke havde vidst, at hun skulle den slags. Politiet fortalte hende, at det var en ny lov. Men hvordan, spurgte hun, skulle hun kunne vide det? Og det vakte selvfølgelig stor morskab. Nå, det kunne du ikke vide! Så det er kun fremtiden, du kan se? Ikke nutiden?

Kun vicekriminalkommissær Townsend – dengang blot en ung betjent – havde ikke grinet. Han havde været rar og havde forklaret, at det alt sammen skyldtes nogle nye EU-regler. EU-regler! Forbrugerbeskyttelse! I gamle dage blev Nickies slags forfulgt (og henrettet) under hekse- og kætterlove. 

Nu ragede man uklar med nogle EU-bureaukrater. Ak, heltene er faldet!

Så Nickie lukkede hjemmesiden, afsvor al teknologi og vendte tilbage til den gammeldags facon, men nu om dage var der ikke mange kunder i butikken.

Hun måtte indrømme, at det var en slem forskrækkelse, at det lige var Nel, de havde fundet i vandet. Hun havde dårlig samvittighed. Ikke sådan rigtig skyldfølelse, for det var ikke Nickies fejl. Men hun spekulerede alligevel på, om hun havde sagt for meget, afsløret for meget. Men det var ikke hende, der havde startet det hele. Nel Abbott legede allerede med ilden – hun var besat af floden og dens hemmeligheder, og den slags besættelser ender aldrig godt. Nej, Nickie bad aldrig Nel om at udfordre skæbnen, hun pegede hende bare i den rigtige retning. Og det var jo ikke, fordi hun ikke advarede hende, vel? Problemet var, at ingen lyttede. Nickie sagde, at der fandtes mænd i den her by, som hellere så dig i helvede end på gaden, sådan havde det altid været. Men folk vendte det blinde øje til, ikke? Ingen brød sig om at tænke på, at flodvandet var besmittet af forfulgte kvinders, ulykkelige kvinders, blod og galde. De drak det hver dag.

Jules

Du forandrede dig aldrig. Det burde jeg have vidst. Jeg vidste det. Du elskede The Mill House og vandet, og du var besat af disse kvinder, det, de gjorde, og dem, de lod bag sig. Og nu det her. Helt ærligt, Nel. Gik du virkelig så vidt?

Ovenpå tøvede jeg et øjeblik uden for soveværelset. Jeg tog en dyb indånding med fingrene på håndtaget. Jeg vidste, hvad de havde sagt, men jeg kendte dig, og jeg kunne ikke tro dem. Jeg var sikker på, at når jeg åbnede døren, ville du være der, høj og tynd og overhovedet ikke glad for at se mig.

Rummet var tomt. Det føltes, som om du lige havde forladt det for at løbe nedenunder og lave en kop kaffe. Som om du kunne vende tilbage når som helst. Jeg kunne stadig lugte din parfume, krydret og sød og gammeldags ligesom dem, mor brugte, Opium eller Yvresse.

„Nel?“ spurgte jeg forsigtigt, som om jeg kunne fremmane dig, som en djævel. Stilheden svarede mig.

Længere henne ad gangen lå „mit værelse“ – der, hvor jeg sov: husets mindste, som det passer sig for den yngste. Det så endnu mindre ud, end jeg huskede det, mørkere, tristere. Det var tomt med undtagelse af en enkelt, uredt seng, og der lugtede jordslået. Jeg brød mig aldrig om at sove i det værelse. Jeg sov dårligt der. Ikke så underligt, når man tænker på, hvordan du elskede at skræmme mig – at sidde på den anden side af væggen og kradse på den med neglene, male symboler på indersiden af døren med blodrød neglelak og skrive navnene på døde kvinder i duggen på vinduesruden. Og så var der alle de historier, du fortalte mig om heksene og vandprøven; eller om desperate kvinder, der kastede sig ud fra klipperne mod stenene nedenunder, og om den rædselsslagne lille dreng, der gemte sig i skoven og så sin mor springe i døden.

Jeg husker det ikke. Selvfølgelig gør jeg ikke det. Når jeg ransager min erindring om at se den lille dreng, giver det ingen mening: Det er så usammenhængende og springende som en drøm. Du hvisker i mit øre – det skete ikke en iskold nat ved vandet. Vi var her aldrig om vinteren. Der var ingen iskolde nætter ved vandet. Jeg så aldrig et rædselsslagent barn på broen midt om natten – hvad skulle jeg, der selv var et lille barn, dog have lavet der? Nej, det var en historie, du fortalte. Om, hvordan drengen gemte sig mellem træerne og så op og fik øje på hende – hendes ansigt var lige så blegt som hendes natkjole i måneskinnet – hvordan han så op og så hende kaste sig ud i den stille luft med armene bredt ud som vinger – hvordan hendes skrig døde, da hun ramte det sorte vand.

Jeg ved ikke engang, om der virkelig var en dreng, som så sin mor dø, eller om du opdigtede det hele.

Jeg forlod mit gamle værelse og vendte mig mod dit; det, der engang var dit; det, der nu tilsyneladende er din datters. Et kaotisk roderi af tøj og bøger, et halvvådt håndklæde på gulvet, beskidte krus på natbordet, en hørm af gammel cigaretrøg i luften og den beklumrede lugt af rådnende liljer, der stod og visnede i en vase ved siden af vinduet.

Uden at tænke nærmere over det begyndte jeg at rydde op. Jeg redte sengen og hængte håndklædet op ude i badeværelset. Jeg lå på knæ og rodede efter en snavset tallerken under sengen, da jeg hørte din stemme, som en kniv i hjertet.

„Hvad fanden er det, du laver?“

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Det dybe vand

Paula Hawkins

Redaktionen anbefaler: