Læs artiklen

»Kirkegården står ubesøgt hen, de levende er til Tour de France«

»Kirkegården står ubesøgt hen, de levende er til Tour de France«

Sportshjerte er poeten, forfatteren og filminstruktøren Daniel Denciks personlige beretning om livslange besættelser. Den trækker tråde fra barndomsværelsets inderste kamre og helt ud til døden, som den kan se ud på en spansk landevej. Her er fortællingen om hvorfor to af hans besættelser - krig og cykelsport - har hængt sammen fra begyndelsen.

En lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg var vel fem år. Vi boede i Paris. En sommer kørte vi ud til Normandiet. Jeg sad på bagsædet af familiens Renault 4. Vi gik mellem de ubegribelige rækker af hvide kors langs kysten. Jeg fik en slags besættelse efter den tur. Jeg begyndte at fylde papir efter papir med lange kæder af små sorte prikker. Hver prik var en soldat på vej. Inden jeg satte prikkerne, ridsede jeg et nøgent landskab op i profil. Så fyldte jeg bakkedragene og dalstrøgene med prikker. Der skulle kun være prikker. Hundredvis kunne adderes og blive til tusindvis. Landskaberne hang sammen, så det ene papirs slutning kunne hæftes til næstes begyndelse. Jeg har altid været besat af kvantiteter. På min egen måde prøvede jeg vel at begribe D-dagen i hele dens omfang. Jeg ville fylde alle tomme hvide papirer ud med prikker. Sådan husker jeg store dele af min tidlige barndom. Men det bestående indtryk var den hvide flades storhed og vælde, uanset mine prikker, som altid blot forblev prikker i et stort, tomt rum.

Mine forældre så med stigende bekymring til, mens min mani strakte sig over søvnlæse nætter og tidlige morgener. Jeg er ikke psykolog, men jeg tror, man efterfølgende må sige, at jeg var en smule traumatiseret af mit møde med Normandiets kirkegåde. Som modvægt til den morbide understrøm, der drev mig ud i disse prikker, forærede min far mig nogle små modelcykelryttere, som han foreslog, at jeg også kunne lege med. På den måde fødtes min kærlighed til cykelsporten. Prikkerne fik ansigter. Der kom en bevægelse i landskabet. Min leg kunne omsider blive en leg. Kun en idiot vil trække paralleller mellem krig og cykelsport, men for mig blev de to ting forbundet helt fra begyndelsen.

Min leg kunne omsider blive en leg

Et halvt liv senere er jeg her igen. Normandiet ligger hengemt i en søvnig hørm af hestepærer. Det er, som om her engang er sket noget så voldsomt, at landskabet for al fremtid er ramt af bedrøvelse og bedøvelse. Fuglene vil blive skiftet ud, livet vil gå videre, de knoldede æbletræer langs landevejene vil blive brugt til cider og æblebrændevinen calvados, men her er sket noget meget uhyggeligt og meget smukt, det kan mærkes.

En tidlig morgen mellem første og anden etape søger jeg ud til gravene igen. Det føles næsten, som om jeg gør noget forbudt. Men jeg må se dem. Efter alle de år vil jeg være hos prikkerne igen. Den samme sarte regn falder over de hvide kors. Hårene rejser sig på mine arme, idet jeg ser det ufattelige antal strække sig over det våde græs. Kirkegården står ubesøgt hen, de levende er til Tour de France. Jeg går i regnen, tårevædet, overvældet. Symmetrien, der både går på langs og tværs, får det til at svimle for mig. Jeg husker ting, jeg troede, jeg havde glemt. Min far bag rattet, kragetæerne ved hans tindinger, set bagfra, når han smilte ad noget, jeg sagde. Kvantitet er også en kvalitet. Jeg prøver at tænke på det smukke i, at den første Tour, jeg vil følge fra ende til anden, begynder i min barndom.

Alle Daniel Denciks bøger:

Tilføj til ønskeliste

Sportshjerte

Tilføj til ønskeliste

Grand Danois

Tilføj til ønskeliste

Anden person ental

Tilføj til ønskeliste

Via katastroferne

Redaktionen anbefaler: