Læs artiklen

Stor pris rykker nærmere for disse tre forfattere

Stor pris rykker nærmere for disse tre forfattere

Feltet af debutanter, der ræser mod målstregen - BogForums Debutantpris 2016 - er nu indsnævret fra 44 til 10 forfattere.

For Anders Løgstrup Bjerg, Morten Vittrup og Niels Henning Falk Jensby, der i årets løb på forlaget Gyldendal har udgivet deres første bøger, kan årets BogForum 11.-13. november bliver en ganske særlig oplevelse.

En af dem kan nemlig rende med bogmessens anerkendte pris, BogForums Debutantpris 2016, og de medfølgende 50.000 kroner. Dermed kan vedkommende kalde sig i fornemt selskab med navne som Christian Jungersen, Kaspar Colling Nielsen og Yahya Hassan, der i sin tid modtog prisen for deres debutværker. Se alle tidligere modtagere af prisen ved at klikke her.

Anders Løgstrup Bjerg er indstillet for sin roman, Regnen falder - et iseventyr, en storbyroman og en kulørt og humoristisk fortælling om at kæmpe med hverdagen og dens sorte huller og om at sigte mod stjernerne i en overskyet by.

Hvis Niels Henning Falk Jensby render med prisen, bliver det for Techno, en rå og kompromisløs dannelsesroman, ikke bare om at finde sig til rette i sin egen krop, men også om at vokse til og definere retten til sin egen krop i en verden af flydende kroppe og grænser.

Går prisen derimod til Morten Vittrup, bliver det for Argentineren, der kom sejlende på en cedertræsplanke - en farverig og vidt forgrenet historie om tre generationer og deres valg i livet. Om de løgne, myter, minder, sygdomme og vaner, som binder generationer sammen. 

Prisen uddeles til bogmessen BogForums åbning i Bella Center fredag 11. november 2016.

Her er hele feltet, den såkaldte shortlist:

Anders Løgstrup Bjerg: Regnen falder. Roman. Gyldendal
Lars Hauk: Stars above Ballerup. Roman. Donkey Ear
Anders Hjort: Han løber på tagene om natten. Roman. Byens Forlag
Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Ø. Roman. Lindhardt og Ringhof
Niels Henning Falk Jensby: Techno. Roman. Gyldendal
Kim Karmark: Ud i det hvide. Roman. Byens Forlag
Aydin Soei: Forsoning - fortælling om en familie. Tiderne Skifter
Sørine Steenholdt: Zombieland. Noveller. Milik
Karoline Stjernfelt: I morgen bliver bedre. 1: Kongen. Graphic novel. Cobolt
Morten Vittrup: Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke. Roman. Gyldendal

Kig i debutanternes bøger her

Redaktionen anbefaler: