Læs artiklen
Klumme

Morten måtte barbere 250 sider af sit manuskript ...

Morten måtte barbere 250 sider af sit manuskript ...

... men som belønning endte det som en anmelderrost roman. Her er forfatterens egen beretning om vejen fra idé til tryk for Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke.

 

»Du er jo ikke nogen ny Ida Jessen.«

Nogenlunde sådan faldt ordene, sådan husker jeg dem i hvert fald. De blev leveret med et afvæbnende smil, men pointen var tydelig.

Det var lige omkring påske 2014, og jeg sad i min redaktørs kontor på Gyldendal og diskuterede konturerne af det manuskript, der senere skulle blive til min debutroman, Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke.

På det tidspunkt hed romanen noget helt andet. Der var langt hen ad vejen kun tale om netop omridset af en roman, men det havde jeg nok ikke helt selv erkendt den formiddag i april. På det tidspunkt var det et år siden, jeg havde sat sidste punktum for første udkast af manus, jeg havde allerede arbejdet med Gyldendal i et halvt års tid og været igennem de første par gennemskrivninger.

I mit hoved var manus ved at være trykkeklart. 468 siders Word-sider – 635 bogsiders – debutprosa, udtænkt og forfattet gennem syv år. Det var en done deal. I mit håbefulde, selvbevidste hoved.

Heldigvis var hverken redaktøren eller den konsulent, som havde været med på sidelinjen, enige.

Skæbnens spidse støvle

De var begejstrede for manus, men ikke udelt begejstrede for anden halvdel, som på daværende tidspunkt var henlagt til dels en fynsk provinsby, dels København, i 1970’erne og 1980’erne (deraf Ida Jessen-referencen, antager jeg).

To af hovedpersonerne fra bogen, Laura og hendes søn Marco, optrådte også i det oprindelige manus, men i stedet for at lade Laura uddanne sig som cellist i Barcelona som i den endelige roman, havde jeg oprindeligt ladet skæbnens spidse støvle sparke hende til den fynske provins, hvor hun bosatte sig med en dansk sømand, Asger, hvis slægtshistorie og barndom i Bogense ligeledes vævede sig ind og ud af handlingen.

Tilsvarende var Marco en dansk-spansk ung mand bosiddende i København – med samme forfatterambitioner som i den endelige roman, men slet ikke udstyret med den samme dødsangst.

Konturerne opløste sig

Dette danske spor var nok mit forsøg på at tækkes de danske læsere, som kunne finde på at synes, at jeg var lige langt nok væk fra den danske andedam. Men som redaktøren og konsulenten ganske rigtigt påpegede, lå den danske tone ganske langt fra resten af manuskriptets mere farverige, sydlandske orkestrering. Desuden var det en klods om benet på fortællingen, mente redaktøren – hovedpersonerne befandt sig det meste af tiden i hvert deres land uden mulighed for at interagere med hinanden.

Det kunne jeg ikke helt se, da jeg forlod forlaget den dag i april ’14. Men selvfølgelig havde de ret. Erkendelsen kom til mig langsomt, hen over foråret og sommeren. De oprindelige konturer opløste sig, nye dukkede op; frem af disen trådte nye karakter og nye handlingstråde, som i langt højere grad fandt hinanden end tidligere.

Da vi nåede efteråret, var de sidste 200-250 sider af det oprindelige manus stort set væk.

Ud var røget det danske spor, Lauras liv i provinsen, Asger, hans familie og hans skæbne. Ind var kommet en helt ny fortælling om Lauras liv, herunder mødet med en argentinske drømmer, Esteban, som på visse punkter er meget lig Asger af natur, men ellers er en helt ny karakter. Vel at mærke én, som var med til at binde en meget strammere sløjfe på romanens overordnede tematik om familien som fortælling.

Ind var også kommet nye historier om Víctors tid som hvalfanger ved verdens ende og hans møde med Che Guevara på en flodbåd i Peru. Ligesom jeg endte med at udstyre Marco med den dødsangst, jeg oprindeligt havde forsynet hans lillebor, Eddie, med. Og i øvrigt udsatte ham for lidt af hvert i Madrid i bogens sidste kapitel.

En roman fandt sit skelet

Det var i de måneder, romanen fandt sin form, sin tone, sine konturer – og sin titel. Der er blevet klippet og klistret meget i manus siden da, men skelettet er det samme. Og der kom en uendeligt meget bedre roman ud af det. Af og til kan det godt være besværet værd at skrive 250 sider om.

Også selv om jeg ikke helt kunne overskue det den påskedag for to år siden, hvor jeg forlod redaktørens kontor. Som i øvrigt sendte mig ud af døren med, hvad jeg stadig antager for at være en meget fin, meget subtil kompliment.

For godt nok var jeg ikke den nye Ida Jessen, som hun sagde.

»Men,« tilføjede hun, »det kan jo være, du bliver det en dag.«

 

Klik og køb bogen her:

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke udkom i maj 2016. I Kristeligt Dagblad og Politiken høstede den 5 hjerter og blandt andre roserne »en storyteller med indlysende talent«. Weekendavisen skrev »Den unge forfatter taler med et vid og en troværdighed som en oldgammel vismand, der med tungt hjerte har betragtet menneskeslægten i mindst 100 år«.

Redaktionen anbefaler: