Læs artiklen

»Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste roman, der handler om nogen, der arbejder i Rema 1000«

»Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste roman, der handler om nogen, der arbejder i Rema 1000«

33-årige Jan Kristoffer Dale er debuteret som forfatter med et drøn, der runger mellem fjeldene i hjemlandet Norge. Ikke blot er novellesamlingen ARBEJDSNÆVER blevet tildelt flere priser. Den har også ført til debat, fordi den sætter fokus på nogle, der sjældent skrives bøger om: Dem, der ikke kommer i gang med en uddannelse, dem, der slides op i krævende, usikre korttidsansættelser. Historierne er skrevet på en personlig bund af rå mobning, efterfølgende depression og benhårdt fabriksarbejde. Jan Kristoffer Dale fortæller her.

Q: Hvad inspirerede dig til at skrive historier om folk, der er faldet udenfor?

»Min egen historie og baggrund. Og så har jeg altid været tiltrukket af historier om mennesker i pressede situationer. Historier med arbejderklasseperspektiv. John Steinbeck var en af mine første helte. Og Bruce Springsteen. De to gjorde stort indtryk på mig, da jeg var teenager. Empatien i deres fortællinger. Springsteen brugte også sin familiebaggrund og sin barndomsby i det, han skrev.«

»Selv er jeg vokset op, da det begyndte at gå dårligt for landbruget i Norge. Min far var landmand, min mor rengøringsassistent i kommunen. Vi klarede os, men jeg husker, at mine forældre var bekymrede over økonomien. Samtidig blev jeg mobbet i skolen fra allerførste uge pga min overvægt. Både de andre elever og senere tysk- og gymnastiklæreren var efter mig. Tysklæreren kaldte mig et monster foran de andre elever, og gymnastiklæreren sagde, at jeg ville dø, inden jeg blev 30. Til sidst droppede jeg ud af skolen og blev ramt af angst og depression, så jeg blev på mit værelse i tre år. Min mor og far, der ikke selv har nogen højere uddannelse, var rædselsslagne for, hvordan det skulle gå mig, og de mente, at jeg burde få et arbejde, men jeg var for nervøs til at søge noget«. 

Jan Kristoffer Dale var i begyndelsen af 20’erne, da han fandt modet til at kontakte det lokale bryggeri. Lagerchefen modtog ham med beskeden: ”Du er for fed til at arbejde her. Det er hårdt arbejde”. Men han fik alligevel en chance og arbejdede med flaskehåndtering i fem år. Fire af årene var han ansat igennem et vikarbureau. 

»Det var iskold forretning. Du skulle sige ja til alt: dobbeltvagter, overarbejde, weekendvagter, og du skulle selv betale for arbejdstøjet. Hvis du klagede eller sagde nej, fik du ingen ny kontrakt, og jeg var så bange for at miste arbejdet. Jeg ville ikke tilbage på mit drengeværelse. Så jeg gjorde alt, hvad de satte mig til og fik lov til at blive«.

Tysklæreren kaldte mig et monster foran de andre elever, og gymnastiklæreren sagde, at jeg ville dø, inden jeg blev 30

Til sidst blev han fastansat, men et år senere indførte Norge en ny pantordning med engangsflasker. Bryggeriet begyndte derfor at fyre folk, der sorterede flasker, og Jan Kristoffer røg som en af de første.  

»Jeg var meget vred. Jeg havde virkelig knoklet for at gøre mig fortjent til en fastansættelse, og så var der ikke brug for mig længere. Reelt set havde jeg befundet mig i yderkanten af samfundet, lige siden jeg var begyndt i 1. klasse. Så jeg bestemte, at nu skulle der ske noget helt andet. Jeg ville være forfatter. Jeg havde lært at læse tidligt og havde en mor, som tog mig med på biblioteket og læste for mig og min bror. Det at læse var naturligt for mig, men jeg var ikke dygtig til at skrive. Jeg måtte lære norsk igen, da jeg begyndte at skrive. Jeg var ved at give op mange gange, fordi jeg ikke turde vise andre det, jeg skrev. Jeg følte mig dum pga alle skrivefejlene. Men læsningen gav mig fokus og et mål at nå, så jeg fortsatte. Jeg havde læst Raymond Carver, Larry Brown, Annie Proulx og Per Petterson. De havde fået mig til at tro, at også jeg havde historier at fortælle. Så jeg besluttede mig for at skrive om mine oplevelser, mit sted, Froland (i det sydlige Norge, red.), de mennesker, jeg havde omkring mig. Ligesom mine forfatterhelte har gjort og gør«. 

Q: Du siger, du altid har været tiltrukket af historier med arbejderklasseperspektiv. Mangler vi fortællinger af den type i dag?

»Ja, det mener jeg. I hvert fald i Norge bliver de fleste bøger, der udgives, skrevet af folk fra middelklassen, der har klaret sig fint i skolen og har taget en videregående uddannelse. Og de skriver så om middelklassens oplevelser, tanker og drømme. Men hvad med resten? Hvad med dem, der er droppet ud af en videregående uddannelse? Hvad med dem, der sidder i kassen i supermarkedet eller arbejder med renovation? Hvad med lagerarbejderen? Hvor er deres fortællinger? Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste roman, der handler om nogen, der  arbejder i Rema 1000. Litteraturen bør spejle hele samfundet, ikke kun den privilegerede middelklasse. Hvis litteraturen skal have nogen som helst betydning for mere end en lille del af befolkningen, må den favne bredere«. 

Q:  I novellerne beskriver du en markant forskel på ældres og yngres syn på hårdt fysisk arbejde. Fortæl hvorfor.

»Jeg kan huske, at mine forældre var meget stolte af at arbejde. Det var det, de kendte til. Det var det, du skulle gøre. Arbejde. De havde aldrig gået på universitetet. Deres hverdag og livet gik ud på at arbejde for at klare sig. Det havde deres egne forældre gjort, og det havde de selv gjort, siden de var 16. Det var selvfølgelig også en anden tid. Du kunne få et job efter folkeskolen og blive der er i 40 år. Der var ikke samme uddannelsespres dengang. I dag er fokus helt anderledes. Der er status i lang uddannelse og i et velbetalt job. Hvis man så i stedet for dropper ud af skolen og arbejder som ufaglært på to-ugers kontrakter på et lager, mens man ser vennerne uddanne sig, lever man ikke op til samfundets forventninger. Så kan det være svært at føle stolthed. Måske begynder man endda at skamme sig«.

 

Læs et gratis uddrag af bogen her

Tilføj til ønskeliste

Arbejdsnæver

Jan Kristoffer Dale

Q: Apropos stolthed og bogtitlen ARBEJDSNÆVER: Trygve fortæller i en af novellerne, at hans mor er stolt over, at han har fået arbejdsnæver. Hvad var dine egne erfaringer, da du var på bryggeriet? 

»Der brugte jeg hænderne otte timer dagligt. Løftede paller og sorterede flasker. Og ja, min mor var stolt over, at jeg fik arbejdsnæver, og hun viste mig sine. Man kan se, at min mor har gjort rent i 24 år. For hende var der status i de næver, og det er der stadig i visse miljøer. Jeg havde meget ondt i mine hænder hele tiden dengang. Det var fint, at min mor pludselig var stolt af mig, men det fik mig også til at tænke: ”Hvorfor er jeg ikke selv stolt?”. Jeg har ikke arbejdsnæver længere. Jeg arbejder i en børnehave, og det er et krævende arbejde på mange måder, men det er mere skånsomt mod hænderne. Også selv om de bliver udtørrede af al den desinficering, men det er en bagatel«. 

Jan Kristoffer Dale er ved at uddanne sig til børnehavepædagog. Han har et år tilbage af uddannelsen, som han blev inspireret til at gå i gang med af sin kæreste, der er pædagogisk leder i en børnehave. 

»Det er min første uddannelse og også det første job, jeg virkelig holder af. Det giver mig utroligt meget. Samtidig er jeg så heldig, at jeg får invitationer til at snakke om min bog rundt omkring i Norge. Der føler jeg mig taknemmelig. Det er netop ikke alle, der får lov til at fortælle deres historie«. 

Under et arrangement undrede en tilhører sig over, at Jan Kristoffer Dale ikke kom med svar eller løsninger på problemerne i ARBEJDSNÆVER. For forfatteren var der kun ét at sige: 

»Karaktererne i novellerne har ikke noget svar at give. De er fastlåste og prøver bare på at komme igennem dagen. Jeg tror ikke, at litteratur nødvendigvis skal give et svar, men den skal præsentere forskellige mennesker og situationer, så vi kan snakke om dem. Jeg håber, at jeg i det mindste kan bidrage med nogle nye perspektiver, så vi måske uden for bogen kan finde løsninger på de udfordringer, folkene i f.eks. mine noveller møder«.

Køb bogen her

Tilføj til ønskeliste

Arbejdsnæver

Jan Kristoffer Dale

Tænk, hvis du fik læst lidt mere.

Gør som 85.000 andre: Modtag vores gratis mailmagasin og bliv holdt til læseilden.

Redaktionen anbefaler: