Læs artiklen

5 tips til at læse flere bøger

5 tips til at læse flere bøger

De fleste af os har altid en stemme baghovedet, der fortæller, hvad vi burde gøre noget mere. Enten skal vi motionere mere, spise sundere eller passe vores sovetider bedre! Måske har du en drøm om at læse flere bøger – bare for dig selv eller med dit barn. Her er 5 tips til hvordan du kan få læst mere i en hverdag, hvor tiden kan være knap og gøremålene mange.

1. Inddrag familie og venner

Fortæl om dit ønske om at læse mere. Måske du endda kan aftale med din familie, at du ikke må forstyrres, når du læser? Til hjælp til utålmodige børn, kan der f.eks. stilles et nedtællingsur, så de kan følge med i, hvornår læsetiden er slut.

Kan børnene selv læse, er det oplagt at opfordre dem til at følge dit eksempel eller endnu bedre – læs en bog sammen med dem.

Bed også dine venner om hjælp. De kan støtte dig ved at spørge til din læsning, indholdet i bøgerne og måske anbefale dig den næste bog. I kan måske danne jeres egen bogklub eller benytte jer af Gyldendals Bogklub?

2. Reducer stress

Det siges at læsning i blot 6 min. kan reducere stress med hele 60 %.

Påmind derfor dig selv om, at dét at læse en bog ikke er en ny stressfaktor oveni alt det andet, du skal nå, men ligefrem en god metode til stresshåndtering. Og det også er ok at læse i små intervaller.

3. Beslut dig for faste læsetider

Stå f.eks. et kvarter tidligere op hver dag og læs mens hjemmet er stille, eller læs et bestemt antal sider hver aften, inden du falder i søvn.

Hvis du benytter offentlig transport, så gør rejsen til læsetid. På den måde kommer du ind i en god rytme og gør læsning til en naturlig del af din hverdag.

4. Pause fra skærmen

Sluk fjernsynet og læg telefonen uden for rækkevidde. Mange mennesker, der ikke mener at kunne finde tid til at læse, bruger faktisk rigtig meget tid på en smartphone eller på at se tv. Det er ofte en vane ”bare at tænde for fjernsynet” eller ”tjekke telefonen”.

Bryd vanen og indtag en bog! Det vil helt sikkert være mere afstressende og samtidig også aktiverende for din hjerne.

5. Læs med lyst

Du skal læse lige præcis dét, du har lyst til at læse. Pres ikke dig selv med bøger, du ”burde” læse eller med omgivelsernes smagsdommeri.

Hav til gengæld altid en liste med bøger, du har lyst til at læse, så du aldrig løber tør for idéer.

Tag evt. fotos eller screenshots med telefonen næste gang, du ser en bog, du får lyst til at læse, og skriv så titlerne på din liste når du kommer hjem.