Læs artiklen

5 råd fra »Min cancer-klan« til at støtte en ven i krise

5 råd fra »Min cancer-klan« til at støtte en ven i krise

Da Rikke Kristine Nissen i 2013 bliver diagnosticeret med brystkræft, er noget af det første, hun gør, at samle sig en gruppe af syv kvinder, der støtter og hjælper hende – både praktisk og emotionelt. I MIN CANCER-KLAN har hun beskrevet sygdoms- og behandlingsforløbet og forholdet til klanen af kvinder gennem det hele. Her kan du læse fem råd fra fem klan-kvinder.

1. Man må ikke være for blufærdig til at tilbyde hjælp

»Når man er syg eller i krise, så har man ikke selv kapacitet til hele tiden at bede om ting. De mennesker, der er omkring den syge, er nødt til aktivt og konkret at byde sig til. Det er ikke nok med et høfligt: Sig endelig, hvis jeg kan gøre noget. Men det er godt at sige: Jeg ser dig, og jeg vil gerne hjælpe dig. Skal jeg komme og lave mad på lørdag? Så kan den syge sige nej tak, hvis hun ikke orker det. Det er også o.k. Så kan man bare komme tilbage næste dag og spørge en gang til,« siger Christina Capetillo.

 

2. Tag med

»Jeg har det motto, at man aldrig skal tage til lægen alene, for man ved aldrig, om det viser sig at være noget, der er større, end man lige kan håndtere. Så risikerer man at blokere mentalt, glemmer at spørge om de rigtige ting og holder op med at høre efter,« siger Rikke Kjølsen, der koordinerede indsatsen i klanen.

 

Privatfoto.

3. Det er nemmere at bære, når man er flere

»Alene-følelsen kan være barskt at bære, uanset om man er syg, pårørende, ven eller veninde, og det er en kæmpehjælp at være flere. Så er man ikke den eneste, der bliver ked af det indimellem – det gør de andre også. Og alle har samme referenceramme. Det gør det hele meget nemmere at håndtere,« siger Annette Rosbach. 

 

4. Det er godt at mødes fysisk som gruppe

»Jeg tror egentligt, at der er mange mennesker, der gør det samme, som Rikke har gjort, men bare ikke lige så systematisk. Da jeg selv var i skilsmissekrise, talte jeg meget med folk på tomandshånd – faktisk talte jeg nærmest ikke om andet end min krise. Men jeg samlede aldrig folk. Og jeg ved nu, at det i en krisesituation kan have en helt utrolig sammentømrende effekt at mødes fysisk alle sammen,« siger Maria Thastum.

 

Det her med, at kriser klares bedst i fællesskab, det er universelt.

 

5. Kriser klares bedst i fællesskab

»Jeg tror, det er vigtigt at få fortalt, at Rikkes historie ikke kun er for singlemødre, som får en livstruende diagnose. Historien er også for dem, der bliver skilt, fyret, mister familiemedlemmer eller har børn, der bliver alvorligt syge. Alle livets kriser føles diffuse og uhåndterlige, hver gang de vælter én. Men det her med, at kriser klares bedst i fællesskab, det er universelt,« siger Cecilie Frøkjær. 

Find bogen her

Redaktionen anbefaler: