14-årige Anne Sofie: Disse 3 bøger holder jeg særligt af

14-årige Anne Sofie: Disse 3 bøger holder jeg særligt af

Mine 3 læsefavoritter lige nu byder på populær sci-fi, dyster, ældre litteratur og en realistisk novelle om det moderne liv.

Favorit 1: DEN BLOMSTRENDE HAVE af Naja Marie Aidt

Den blomstrende have af Naja Marie Aidt, der indgår i novellesamlingen Vandmærket fra 1993, skildrer historien om bedstevennerne Thomas og Erik, der holder sommerferie sammen hos Thomas’ bedsteforældre. Foruden de to drenge optræder Mette, Thomas’ læsehest af en kusine, der på frustrerende vis formår at komme i vejen for sin fætters tiltagende, men hemmelige følelser for Erik. 

Novellen er et regulært trekantsdrama, beskrevet originalt og fængende uden at være ‘kvalmende’; altså er den ikke overdænget med evidente indfald og billedsprog, der ikke tjener noget formål. Jeg er virkelig imponeret over troværdigheden i og diversiteten mellem karaktererne og det faktum, at de supplerer hinanden ypperligt. Derudover er det kun en fordel, at Naja Marie Aidt er totalt uafhængig af sproglige klichéer og i sine tekster lukrerer på sin egen, prægtige evne til at udarbejde nye og kreative sproglige billeder. 

Favorit 2: THE HUNGER GAMES-trilogien af Suzanne Collins

I den mere moderne kategori finder man Suzanne Collins’ trilogi The Hunger Games bestående af tre dystopiske ungdomsromaner; Dødsspillet, Løbeild og Oprør

Kattua Everdeen bor med sin mor og lillesøster, Primrose, i Panem, et post-apokalyptisk land, der er præget af fattigdom og konflikt og inddelt i 12 distrikter.

I Panem afholdes hvert år et såkaldt Dødsspil, hvor to unge mennesker fra hvert distrikt ofres, anbringes i en arena styret af computere og tvinges til at dræbe, indtil der kun står én tilbage som den endelige vinder. Kattua melder sig frivilligt, da lillesøsteren står til at skulle deltage, og i de tre bøger følger man hendes udvikling og kamp om overlevelse i det, der kan defineres som et rent dødsorgie. 

Selvom sproget er fint og absolut ikke til at klandre og karaktererne er spændende og dynamiske, er det alligevel det nøje udtænkte, fascinerende og originale plot, der vækker mest begejstring. De tre bøger, navnlig Løbeild, er stadig favoritter hos mig, til trods for min generelle mangel på begejstring for science fiction og selvom mit eksemplar af serien nu har rundet de fire år og 10 gennemlæsninger. 

Favorit 3: BARNDOMMENS GADE af Tove Ditlevsen

På falderebet vil jeg gerne anbefale en romanklassiker, der hos mig gennemgik en hastig udvikling fra mondænt skoleprojekt til fascinerende læsning.

Barndommens Gade, der er skrevet af Tove Ditlevsen og udkom i 1943, beskriver forfatterens (repræsenteret af hovedpersonen Ester) egen tilværelse og overgang fra barn til voksen. Alt fra hendes skrøbelige, usikre væsen og rodede liv under fattige kår på 1930’ernes Vesterbro til hendes turbulente færd gennem sit voksenliv forklares nænsomt og rammende. Ester længes efter at slippe væk fra det miljø, hun er vokset op i, men vejen derfra er lang og snørklet, og hun vakler. 

Livslang ulykke og ensomhed fulgte Tove Ditlevsen, og hun begik selvmord, før hun rundede de 60 – hvilket blot forstærker romanens effekt. Den er tung, dyster og ikke ligefrem opløftende, men den er så velskrevet, at de mange sider passerer i en fart. En hel opvækst og en stor andel af et alt for kort liv er presset ind i denne bog, der i øvrigt – af gode grunde – anses for at være et af de største værker i dansk litteratur, og det er gjort på en meget beundringsværdig måde.

Anne Sofie Rasmusen Marelli er 14 år og går i 9. klasse på Institut Sankt Joseph. Denne artikel er skrevet som en del af hendes praktikforløb på forlaget Gyldendal.

Find bøgerne her

Andre gode bøger til teenagere

Redaktionen anbefaler: